Står ved historie om Frederik og mexicansk model
Chefredaktøren for det spanske medie Lecturas ryster ikke på hånden
Luis Pliego, chefredaktør for spanske Lecturas, står fuldt ud ved den historie hans medie har bragt om kronprins Frederiks møde med den tidligere mexicanske model Genoveva Casanova i Madrid for et par uger siden.
Det gør han ifølge BT klart i morgen tv-programmet 'Espejo Público'.
Den mest komplette rapport
Lecturas fortalte tirsdag og onsdag i tekst og billeder hvordan Frederik og Genoveva Casanova blev set sammen på gaden og på restaurantbesøg i den spanske hovedstad.
Og billeder det spanske medie siger dokumenterer, at de begge overnattede i hendes lejlighed.
- Magasinet har udgivet nogle billeder, som helt sikkert udgør den mest komplette rapport, jeg har udgivet i mine tyve år i denne del af den journalistiske branche. Det hele er der. Billederne taler for sig selv, siger Luis Pliego ifølge BT.
Ryster ikke på hånden
Han bekræfter også, at Genoveva Casanova har meddelt, hun vil anlægge sag mod Lecturas, hvis mediet ikke bringer en berigtigelse af historien.
Men det får ham ikke til at ryste på hånden.
Han siger, at Lecturas ikke hævder, at der er et romantisk forhold mellem kronprinsen og den mexicanske model, men blot slår fast, at de begge tilbragte natten i hendes lejlighed.