Skal rense lokummer som alle andre
Roser prinsesse Ingrid Alexandra
Norske prinsesse Ingrid Alexandra begyndte for en måned siden som værnepligtig.
Dermed rykkede hun fra de trygge rammer med eget værelse hjemme hos mor og far i Oslo til ingeniørbataljonen i Skjold længere nord på.
Her står den på overnatning i fælles sovesal.
Og når det er tid til at rense de fælles toiletter, så har prinsessen naturligvis også "lokumstjeneste" ligesom de øvrige værnepligtige - der bliver ikke gjort forskel, hun er rekrut på lige fod med de øvrige.
Ros fra forsvarschefen
Norges forsvarschef, Eirik Kristoffersen, roser i dagbladet.no den nye rekrut.
- Hun havde alle muligheder for at søge ind i andre værn eller for at hoppe direkte på en officersuddannelse, men hun valgte værnepligt. Det, synes vi, er meget fint, siger Eirik Kristoffersen.
Han tilføjer, at man også kan mærke på de øvrige soldater i Skjold, at der er kommet en speciel rekrut.
Tradition
Der er tradition for, at regenter i Norge gør tjeneste i forsvaret.
Og de sidste mange regenter har også valgt værnepligt, som deres aftjeningsform.
Det gælder både kronprins Haakon, kong Harald, oldefar kong Olav og tipoldefaderen kong Haakon.