Opsigtsvækkende nyt i royal voldsskandale
Politiet er angiveligt i besiddelse af en lydoptagelse, hvor Marius Borg Høiby truer sit påståede voldsoffer
Sagen hvor kronprinsesse Mette-Marits 27-årige søn Marius Borg Høiby er sigtet for vold mod en ung kvinde forrige weekend, synes fortsat at udvikle sig i en mere og mere bekymrende retning.
Nu skriver norsk Se og Hør, at politiet er kommet i besiddelse af en lydoptagelse, hvor sigtede truer sit påståede voldsoffer.
Truer med ildspåsættelse
Ifølge det norske medie stammer optagelsen angiveligt fra et tidpunkt mellem voldsepisoden og frem til det tidspunkt søndag den 4. august, hvor Marius Borg Høiby blev anholdt.
Kilder, der ikke ønsker at stå frem med navn på grund af sagens følsomme karakter, oplyser til norsk Se og Hør, at Marius Borg Høiby i optagelsen høres true kvinden med, at han vil sætte ild til både hendes tøj og øvrige ejendele.
Har beslaglagt kniv
Tidligere er det også kommet frem, at politiet har beslaglagt en kniv, der var hugget ind i en væg i den lejlighed, hvor voldsepisoden fandt sted.
Norsk Se og Hør har forsøgt at få en kommentar fra både Marius Borg Høibys og offerets advokater, men ingen af dem ønsker at udtale sig.