Nu har Christian også fået den
Det norske kongehus havde en overraskelse i ærmet til den danske tronarving
Der er ikke kommet meget frem om, hvad prins Christian har modtaget af gaver i anledning af sin 18-års fødselsdag søndag.
Vi ved dog, at han er blevet tildelt den fornemme Elefantorden af sin farmor, dronning Margrethe.
Desuden, at regeringen og Folketinget har givet ham et Zalto-glassæt med hans eget monogram indgraveret.
Har fået Storkorset
Men nu afslører det norske kongehus så på sin hjemmeside, at kong Harald også har betænkt ham.
Christian har nemlig fået tildelt St. Olavs Orden - Storkorset, nøjagtig som kongens eget barnebarn, prinsesse Ingrid Alexandra, også blev det, da hun fyldte 18 år.
Den højeste grad
Storkorset er den højeste grad af St. Olavs Ordenen, og den tildeles, med undtagelse af kongelige og statsoverhoveder, kun nordmænd.
Kronprins Haakon, kronprinsesse Mette-Marit og prinsesse Ingrid Alexandra deltog alle ved fejringen af prins Christian søndag, men det fremgår ikke af afsløringen, om de havde den aldeles fornemme gave med til fødselaren.