Mystisk fænomen i prinsessens nye hjem
Der er registreret 131 tilfælde af uforklarlig næseblod på den kaserne, hvor norske prinsesse Ingrid Alexandra netop er flyttet ind
Flere soldater på kasernen i Skjold i det nordlige Norge, hvor prinsesse Ingrid Alexandra netop er startet på at aftjene sin værnpligt, har oplevet uforklarlige tilfælde af næseblod efter at være flyttet ind.
I alt er der registreret 131 tilfælde, skriver VG.
Et komplekst problem
- Årsagen til problemerne er formentlig kompleks. Soldaterne har sagt, at de føler sig bedre tilpas, når de er udendørs, siger Morten Skandfer, overlæge for det norske forsvars sundhedstjeneste til VG.
Han nævner også, at størstedelen af tilfældene er sket i perioder med mere 'omfattende fysisk aktivitet og stress, end de fleste er vant til".
Desuden, at mange ikke er akklimatiseret til det iskolde klima, der hersker på stedet.
150 tilfælde sidste år
Fænomenet er på ingen måder ukendt på kasernen.
Sidste år blev der registreret 150 tilfælde, og det bevirkede, at der blev igangsat undersøgelser af forholdene på stedet.
Disse forventes afsluttet kommende sommer.
I alt er der indkvarteret 800 soldater på kasernen.
Det fremgår ikke om prinsessen er blandt de ramte.