Mistænker Marius for forsøg på at slette beviser
Kronprinsesse Mette-Marits søn skal have benyttet funktion, der kan slette data på telefoner på afstand
Norsk politi har mistanke om, at Marius Borg Høiby har forsøgt at slette digitale beviser, der er relateret til to voldtægter, som han er sigtet for.
Det skriver de norske aviser VG og Aftenposten.
Mindst to gange
Konkret skal Høiby, der er kronprinsesse Mette-Marits søn, mindst to gange have forsøgt at slette beviserne ved hjælp af en funktion, der kan slette indhold på digitale enheder - eksempelvis telefoner - på afstand.
Politiet har mindst tre gange beslaglagt telefoner, der tilhører Høiby.
Voltægter filmet
27-årige Marius Borg Høiby er sigtet for to voldtægter. Begge er ifølge politiet blevet filmet og fundet på Høibys telefon.
Det kom frem i forbindelse med et grundlovsforhør onsdag i Oslo, hvor han blev varetægtsfængslet i foreløbig en uge.
Nægter sig skyldig
Høiby nægter sig skyldig i sagerne om voldtægt.
Det er uvist, hvilke beviser han skal have forsøgt at slette.
Ud over de to voldtægter er Høiby sigtet for blandt andet mishandling af tre tidligere kærester. Det var under efterforskningen af disse sager, at politiet fandt videoer, som førte til sigtelsen for de to voldtægter.