Meghan finder ny 'legekammerat'
Hertuginde Meghan, som er gift med britiske Harry, har fundet en ny platform, hvor hendes kærlighed til podcastformatet kan komme i æteren
En ny podcastplatform har taget imod hertuginde Meghan, efter at streaminggiganten Spotify opsagde en lukrativ aftale med hende og gemalen, prins Harry.
Meghan har indgået et samarbejde med Lemonada Media, hvor hun skal udvikle og være vært for en podcast, hvis titel og indhold endnu ikke afsløres.
- Jeg er så ivrig efter at kunne dele den snart, siger hertuginden i en pressemeddelelse ifølge flere internationale medier, herunder Vogue.
Meghan tilføjer, at hun glæder sig til at fortsætte sin kærlighed til podcasts.
Lemonada Media vil desuden genudgive hertuginde Meghans podcastserie, "Archetypes", hvor hun i hvert afsnit fik besøg af kendte kvinder som jetsetteren Paris Hilton, tennislegenden Serena Williams og sangeren Mariah Carey til en snak om stereotyper og fordomme.
"Archetypes" blev oprindelig udgivet hos Spotify som en del af hertuginde Meghan og prins Harrys aftale med Spotify.
136 millioner kroner
Men det blev kun til den ene podcast, og det var for lidt i henhold til aftalen, som blev underskrevet i 2020, og som angiveligt gjaldt et beløb på 20 millioner dollar - dengang svarende til mere end 136 millioner kroner.
Dengang annoncerede hertuginde Meghan og prins Harry, at de slog sig sammen med streaminggiganten Spotify.
Gennem deres produktionsselskab, Archewell Audio, ville de udvikle podcasts og programmer, der skulle underholde, oplyse og inspirere, lød det.
Trak sig i 2020
Prins Harry og hertuginde Meghan trak sig i 2020 som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.
De er siden flyttet til USA, hvor de bor med deres fireårige søn, Archie, og toårige datter Lilibet.
Siden udgav prins Harry en selvbiografi, der indeholder kras kritik af kongehuset og førte til en forværring af relationen.