Kronprinsessen har talt med sønnens voldsoffer

Kongehuset bekræfter samtale, men har ikke yderligere kommentarer

Offentliggjort
Kronprinsesse Mette-Marit ses her sammen med sin voldssigtede søn Marius Borg Høiby.

Det skabte rystelser i hele Norge, da det i sidste uge kom frem, at kronprinsesse Mette-Marits søn Marius Borg Høiby var blevet anholdt og efterfølgende sigtet for vold mod en ung kvinde i en lejlighed i Oslo.

Nu bekræfter kongehuset overfor blandt andet norsk TV 2, at kronprinsessen efterfølgende har været i kontakt med sin søns voldsoffer.

Ønsker ikke at gå i detaljer

- Ja, men vi ønsker ikke at gå i detaljer, da det er privat, lyder det til TV 2 fra kongehusets kommunikationschef, Guri Varpe.

Det er også kommet frem, at offeret tidligere har været i et kæresteforhold med Marius Borg Høiby, og det er således ikke usandsynligt, at kronprinsessen i forvejen kender hende.

Er endnu ikke blevet afhørt

Marius Borg Høiby blev anholdt om eftermiddagen søndag den 4. august og løsladt dagen efter.

Han har efter råd fra sin advokat endnu ikke indvilget i at lade sig afhøre af politiet. 

Powered by Labrador CMS