Kong Harald sætter juleferie på pause
Sender personlig hilsen til at alle de berørte i forbindelse med tragisk busulykke
I forbindelse med den grusomme busulykke på Lofast i Norge 2. juledag, der kostede to kvinder og et barn livet, og hvor mange andre blev kvæstet, afbrød kong Harald for en stund sin juleferie.
Han valgte ifølge det lokale medie 'Bladet Vesterålen' at sende et personligt brev til alle berørte for at vise sin medfølelse.
Det skriver norsk Se og Hør.
Tænker på de efterladte
- Vi har modtaget nyheden om den tragiske busulykke ved Lofast i Hadsel med vemod. Vi tænker på og sympatiserer med de pårørende og efterladte, der nu har det ondt, skriver kongen blandt andet.
Han benytter samtidig lejligheden til at rette en tak til de redningsfolk og lokale, som hjalp til ved ulykken.
Viser han bekymrer sig
Kongens ageren får rosende ord med på vejen af blandt andre norsk Se og Hørs kongehusekspert Caroline Vagle.
- Det, at kongen har sendt denne hilsen, viser, hvordan han virkelig bekymrer sig om folket. Jeg gætter på, at han også vil nævne den tragiske ulykke i sin nytårstale, siger hun.