Kong Charles tager en pause
Kong Charles og dronning Camilla ankom sent fredag aften til Sydney. Kongeparret besøger landet i seks dage
Storbritanniens kong Charles tilbringer sin første hele dag under sit besøg i Australien med at komme sig oven på en 20 timer lang rejse fra London til Sydney.
Derfor kommer han lørdag ikke til at deltage i nogen offentlige arrangementer.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den 75-årige konge ankom sent fredag aften lokal tid til den vindblæste og regnfulde australske storby sammen med sin kone, dronning Camilla.
Det er den britiske monarks første store rejse, siden det i januar kom frem, at han har kræft.
Da kongeparret ankom til Sydney blev de mødt af lokale repræsentanter og børn med blomster. Herefter begav de sig videre til et kort privat arrangement med den australske premierminister, Anthony Albanese, og hans forlovede.
- Vi ser meget frem til at vende tilbage til dette smukke land for at fejre de enestående kulturer og samfund, der gør landet så specielt, skrev kongeparret i et opslag på det sociale medie Instagram forud for deres ankomst.
Stadig statsoverhoved
Selv om den tidligere britiske koloni i 1901 blev en uafhængig nation, er den britiske monark stadigvæk landets statsoverhoved.
Kongehusets besøg til de fjerne dele af Commonwealth-sammenslutningen bliver anset som en vigtigt virkemiddel til at sikre fortsat opbakning til monarkiet.
Commonwealth er en sammenslutning af engelsktalende lande, hvoraf mange har været britiske kolonier.
14 af landene har foruden Storbritannien den britiske monark som det formelle statsoverhoved. Et af disse lande er Australien. Monarken har dog ikke nogen reel magt i landet.
Både den forhenværende dronning Elizabeth og den nuværende kong Charles er at finde på nogle australske mønter og sedler.
En tredjedel støtter republik
Sidste år viste en måling ifølge AFP, at en tredjedel af den australske befolkning støttede, at Australien hurtigst muligt blev en republik.
En tilsvarende andel støttede dog at bevare det konstitutionelle monarki.
Når britiske monarker tager på længere besøg i udlandet, er der tradition for banketter og parader.
Under dette besøg er der skåret en smule ned for den vanlige pomp og pragt for at passe på kongens helbred. Desuden er et planlagt besøg i New Zealand blevet aflyst.
Kong Charles' besøg i Australien, hvor han også ligger vejen forbi hovedstaden, Canberra, strækker sig over seks dage, inden han rejser videre til Samoa.