Kæmpede med at holde tårerne tilbage
Den norske kronprinsesse udtaler sig om situationen i Gaza under besøg i Kairo
Kronprinsesse Mette-Marit er i disse dage på besøg i den egyptiske hovedstad Kairo, for at deltage i en internationale bogmesse, hvor Norge er æresgæst.
Og i sin egenskab af ambassadør for norsk litteratur i udlandet, var det hende, der torsdag formiddag åbnede messen.
Det skriver Dagbladet.
Det er mildt sagt rystende
I forbindelse med messen, har kronprinsessen mødt pressen, og her delte hun sine følelser om de historier, hun har hørt om situationen i Gaza.
- De historier vi hører, er mildt sagt rystende. Jeg tror, det er meget få, som ikke er påvirket af situationen, sagde hun.
Noget af det sværeste
Ikke mindst børnene og det kollapsede sundhedssystem bekymrer kronprinsessen dybt.
- At så mange børn er så hårdt ramt og ofte uden familie at støtte sig til, det er noget af det sværeste. Og når man hører, at hele sundhedssystemet er fuldstændig kollapset og kvinder må føde på latriner. Det er meget voldsomt, lød det fra kronprinsessen, der kæmpede med at holde tårerne tilbage.
Hun benyttede samtidig lejligheden til at understrege vigtigheden af at opretholde håbet om en fredelig løsning på konflikten.