Hun var Frederiks trygge havn
Der er masser af kærlige ord til dronning Ingrid i kong Frederiks nye bog
Kong Frederiks mormor, dronning Ingrid, var hans 'trygge havn'.
Det kommer med al tydelighed frem i et kapitel i kongens nye bog, 'Kongeord', der kom på gaden onsdag.
Her fortæller han, hvordan tanken om en dag at skulle være Danmarks konge var nærmest uoverskuelig og frustrerende for ham.
Bedre end nogen anden
- I den forbindelse var min mormor, Dronning Ingrid, rigtig god til både at berolige og beskytte mig. Hun fornemmede den krise, jeg befandt mig i som dreng og ung mand, skriver kong Frederik i bogen.
Han gør det også klart, at netop hun bedre end nogen anden forstod de følelsesstorme, han var ude i.
- Mormor var jo vokset op på samme måde i den svenske kongefamilie, forklarer kongen i bogen.
Verden kunne bare komme an
Han mindes også, hvordan dronning Ingrid engang imellem ringede og inviterede til te eller frokost.
- Så sad jeg godt og trygt i de hyggelige møbler foran kaminen i Frederik 8.'s Palæ, hvor jeg i dag bor med min familie. Der følte jeg mig altid i gode, omsorgsfulde hænder. Verden kunne bare komme an, skriver kong Frederik.