Frederik og Mary vender tomlen op
Motionsløbere kommer lige forbi kongeparrets private vinduer
Deltagerne i det traditionsrige motionsløb Esrum Sø Rundt, der finder sted den 25. august, kan se frem til et ekstra krydderi på turen denne gang.
Det afslører Sjællandske Nyheder.
Normalt lukket for offentligheden
Samtlige fem distancer, der ligger i intervallet fra 1,5 til 27 kilometer, har både start og mål foran Fredensborg slot, og denne gang har kongehuset givet tilladelse til at motionisterne kan løbe igennem dele af slottet, der normalt er lukket for offentligheden.
De vil således komme forbi både Kancellihuset og ind gennem slotshaven, skriver Sjællandske Nyheder.
Kongeparrets faste bolig
Netop Kancellihuset er kongeparrets faste bolig, når de opholder sig på Fredensborg Slot og slothaven rummer blandt andet 'Marys vilde have', som dronningen har fået anlagt for at fremme biodiversiteten.
Normalt plejer Esrum Sø Rundt at tiltrække flere end 2.500 motionister.