Frederik bør stille helt særligt krav
Står det til HK Handel, skal overenskomst være et must for kongelige hofleverandører
Fagforeningen HK Handel opfordrer nu til, at kongelige hofleverandører fremover skal have overenskomst for deres ansatte.
Det skriver BT.
Har lavet stikprøver
HK Handel har undersøgt tidligere hofleverandører og fundet eksempler på virksomheder uden overenskomst.
Herunder A.C. Perch, Kjær og Sommerfeldt, samt Eccos hovedkontor.
En blåstempling
Ifølge fagforeningens formand Mette Høgh er prædikatet som kongelig hofleverandør en blåstempling af de virksomheder, der har ret til at benytte titlen.
- Et krav om overenskomst vil derfor sende et stærkt signal og være et kæmpe skulderklap til de mange danske virksomheder, som bidrager til den danske model, og dermed løfter et stort samfundsansvar, siger hun til BT.
Usikkerhed om ordningen
Det er dog fortsat usikkert om ordningen med kongelige hofleverandører fortsætter.
De 104 virksomheder, der havde prædikatet, mistede det i forbindelse med tronskiftet i januar, og det er endnu ikke blevet meldt ud, hvad der skal ske med ordningen.