Efter kæmpechok - nu vender prins William tilbage

Torsdag genoptager prins William sine officielle pligter, efter at det kom frem, at prinsesse Kate har kræft

Offentliggjort Sidst opdateret

Den britiske tronfølger prins William vender torsdag tilbage til sine officielle pligter.

Det sker, efter at prinsesse Kate i marts meddelte, at hun har fået konstateret kræft, hvilket hun bliver behandlet for.

Prinsen satte sit officielle arbejde på pause, da parret delte nyheden om prinsessens sygdom. De har tre børn sammen.

Den 41-årige William blev i sidste uge set til en fodboldkamp, som han overværede med deres ældste søn, prins George.

Torsdag bliver dog første gang, at han optræder officielt i offentligheden siden nyheden om kræftdiagnosen.

Det er ikke blevet oplyst, hvilken type kræft Kate har.

Uddeler fødevarer

På programmet for den britiske prins venter torsdag et besøg hos en velgørenhedsorganisation, der uddeler fødevarer, som har været i overskud.

Derefter skal han besøge et værested for unge, som regelmæssigt modtager mad fra velgørenhedsorganisationen.

Det har tidligere lydt fra repræsentanter for parret, at Kate vil vende tilbage til sine officielle pligter, når hendes behandlere vurderer, at hun er rask nok til det. Det er der ikke blevet sat konkret en tidsramme for.

Torsdag skal prins William besøge en velgørenhedsorganisation og et værested for unge. Det er hans første officielle pligter, siden hans hustru, prinsesse Kate, meldte ud, at hun er i behandling for kræft. (Arkivfoto).

Tonede frem i video

I marts oplyste prinsessen i en video, at hun bliver behandlet for kræft.

Her kaldte hun nyheden for "et kæmpe chok" og fortalte, at det havde taget tid for hende og prins William at forklare situationen til deres børn - George, Charlotte og Louis.

Hun fremhævede også, at familien har brug for at værne om deres privatliv, indtil hun får afsluttet sin behandling.

Masser af spekulationer

I ugerne op til, at videoen blev delt, havde spekulationer og rygter om prinsessens helbred fyldt på de sociale medier og i pressen verden over.

Prinsesse Kate er ikke det eneste medlem af det britiske kongehus, som har kræft. Kong Charles modtager ligeledes behandling for kræft, efter at han i januar blev opereret på grund af en forstørret prostata.

Powered by Labrador CMS