Det sluttede med en fest
Årets sejladser ombord på kongeskibet sluttede officielt for Dronning Margrethe onsdag
Årets sejladser ombord på Kongeskibet Dannebrog sluttede officielt for dronningen onsdag, hvor hun gik i land på Nordre Toldbod.
Det fremgår af et opslag, kongehuset har delt på Instagram.
Mange hundrede fremmødte
Her kan man også se at Gardehusarregimentets Hesteskadron, 27 saluteringsskud fra Batteriet Sixtus, en paraderingsrulle fra de værnepligtige på Dannebrog samt mange hundrede fremmødte var med til at gøre det hele til en fest.
Kongeskibet Dannebrog har i år bragt dronningen til Rønne, Aarhus, Kolding, Sønderborg, Vordingborg, Fredericia og Randers.
Dronningens base i Stockholm
Og senest til Stockholm, hvor skibet fungerede som dronningens base under fejringen af kong Carl Gustafs 50-års jubilæumsfejring.
Se opslaget fra kongehuset, som også indeholder en lille billedserie fra onsdagens festligheder, herunder.