Indland

De første ukrainere er kommet til Danmark efter invasion

Ifølge ministerium har ingen ukrainere, der er kommet til Danmark, endnu søgt asyl. En del bor hos familie.

Få dage efter at Rusland indledte en invasion af Ukraine, er de første ukrainere flygtet til Danmark.

Det er sket som følge af situationen i Ukraine, skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet lørdag på det sociale medie Twitter.

Det fremgår ikke, hvornår ukrainerne er ankommet til Danmark.

Men ifølge ministeriet har en del af dem oplyst, at de bor hos familie i Danmark.

– En del af disse (ukrainerne, red.) har oplyst, at de er indkvarteret privat hos herboende familie.

– Ministeriet har ikke kendskab til, at de pågældende på nuværende tidspunkt har søgt asyl, står der i opslaget.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har heller ikke overblik over, hvor mange ukrainere der reelt er rejst ind i Danmark.

Ifølge ministeriet skyldes det, at ukrainske statsborgere kan rejse til Danmark uden visum, og at der ikke er krav om, at de skal registreres.

Derudover gennemføres grænsekontrol mod Tyskland kun som stikprøver.

Krigen mellem Rusland og Ukraine brød ud, da Rusland natten til torsdag indledte en invasion af den ukrainske nabo.

Siden er omkring 100.000 personer flygtet fra Ukraine til Polen. Det oplyser den polske viceindenrigsminister, Pawel Szefernaker, på et pressemøde lørdag.

Som følge af konflikten arbejder den danske regering ud fra, at der kommer omkring 20.000 ukrainske flygtninge til Danmark.

Og de er velkomne i det danske samfund, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

– Den danske dør er åben for ukrainere, der er på vej væk fra krig, siger han lørdag eftermiddag til Ritzau.

Mattias Tesfaye siger, at der allerede er 1000 opredte senge klar i det danske asylsystem.

Regeringen er i gang med at øge kapaciteten, så der bliver plads til de 20.000 ukrainere, der forventes at komme hertil.

Ukrainere behøver ikke visum for at rejse ind i EU – og dermed også til Danmark. De kan opholde sig lovligt i Danmark i tre måneder.

Efter de tre måneder er de nødt til at søge asyl eller få opholdstilladelse, hvis de vil blive boende. Man kan for eksempel få opholdstilladelse, hvis man får et arbejde.

Udlændinge- og integrationsministeren siger, at der bor 13.000 ukrainske statsborgere i Danmark.

/ritzau/

Back to top button