Sport

DBU har haft investeringer i Qatar: Det burde ikke ske

DBU har haft penge investeret i Qatar, som unionen længe har udtrykt stor kritik af, viser oversigt.

Dansk Boldspil-Union (DBU) og Qatar. To parter, der ikke ligefrem er pot og pande.

DBU har længe rejst kritik af og så vidt muligt forsøgt at forbedre de store problemer med blandt andet menneske- og arbejdsrettigheder, der er i ørkenstaten, som i slutningen af året skal være vært for VM i fodbold.

Men samtidig har DBU haft penge investeret i Qatar. Det viser en oversigt over de aktier og obligationer, som DBU har placeret sine penge i.

Det er Danske Bank, der håndterer DBU’s investeringer i aktier og obligationer, som ved udgangen af 2021 var omkring 219 millioner kroner værd.

Unionen har nu bedt banken om at skaffe sig af med investeringerne i Qatar, fortæller kommunikationschef i DBU Jakob Høyer. De udgør i alt cirka 0,1 procent af DBU’s samlede portefølje.

Ifølge Jakob Høyer fandt DBU først ud af, at man havde penge investeret i Qatar, efter at unionen fredag 11. februar lagde førnævnte oversigt ud på sin hjemmeside.

– Vi har en investeringspolitik besluttet af DBU’s bestyrelse, hvor vi har ladet Danske Bank stå for vores investeringer ud fra nogle retningslinjer, der følger FN’s regler for investeringer, som blandt andet sikrer, at man eksempelvis ikke investerer i våben, siger Jakob Høyer.

– Så er vi blevet gjort opmærksomme på, at der er en lille bitte andel af værdipapirerne, som er placeret i Qatar. Selv om det kun er meget lidt, så er det i strid med alt det, vi gerne vil. De fleste ved, at vi i mange år har kæmpet for forandringer i Qatar og ikke ønsker at støtte styret dernede.

DBU har blandt andre haft aktier i flere af Qatars største banker. Derudover har DBU haft statsobligationer i Qatar samt obligationer i det statsejede energiselskab QatarEnergy.

– Jeg er både irriteret og ærgerlig over, at hverken vi eller vores rådgivere i Danske Bank har været opmærksomme på det. Det burde ikke ske. Der er sket en fejl, det beklager vi, og det har vi så gjort noget ved ved at få dem afhændet, siger Jakob Høyer.

Det er fortsat uvist, om DBU har tjent eller tabt penge på aktierne og obligationer eller kommer til at gøre det ved at sælge dem, lyder det fra Jakob Høyer.

Han fortæller, at DBU nu vil have bedre styr på, hvor man har sine penge placeret.

– Vi er allerede ved at gå hele listen igennem, og vi kommer til at tage en drøftelse med både DBU’s ledelse og bestyrelse om, hvorvidt der skal ændres i vores investeringspolitik. Om vi skal skærpe den yderligere, siger kommunikationschefen.

DBU er for nuværende ikke sikker på, i hvor lang tid unionen har haft nogle af sine penge investeret i Qatar. I DBU’s oversigt over sine aktier og obligationer står der ved samtlige poster “29.12.2017”, men det er ifølge Jakob Høyer uvist, hvad den dato henviser til.

– Vi har indtil nu ikke siddet og finkæmmet listen over de mange tusind værdipapirer, vi har haft penge i gennem tiden. Vi har bedt Danske Bank investere den egenkapital, DBU har, ud fra nogle retningslinjer, som FN har på området, og der har vi så troet, at det også ville udelukke investeringer i Qatar, siger Jakob Høyer.

Jens Sejer Andersen, der er international chef i organisationen Play the Game, som arbejder for gennemsigtighed og demokrati inden for sport, kalder DBU’s investeringer i Qatar for uheldige, men roser samtidig unionen for at handle på det.

– 0,1 procent af en portefølje på 219 millioner svarer til aktier og obligationer for et par hundrede tusinde kroner, og det er jo ikke noget, der er afgørende for hverken DBU’s eller Qatars økonomi.

– Jeg synes, det er godt, at DBU retter hurtigt op på det, og at de nu er offentlige om deres investeringer. Men sagen kalder også på, at de skal gå deres investeringer igennem med en tættekam for at sikre, at formueforvaltningen svarer til de værdier, DBU ønsker at repræsentere, siger Jens Sejer Andersen.

I hans øjne rammer dette ikke DBU på troværdigheden.

– Hvis de reagerer hurtigt og får rettet det, der er en oplagt fejl, så tror jeg ikke, det kommer til at påvirke, hvordan offentligheden opfatter DBU’s kurs i forhold til Qatar. Den er jo i forvejen til diskussion.

– Der er jo ikke tale om, at DBU på nogen måde yder væsentlige bidrag til Qatars erhvervsliv eller selv har gjort sig afhængig af Qatar med den ret beskedne aktieportefølje, siger Jens Sejer Andersen.

/ritzau/

Back to top button