Sport

Dansker vinder VM-bronze i voltigering

Sheena Bendixen forbedrede sig på sidste konkurrencedag og snuppede bronze i voltigering ved VM i Herning.

Sheena Bendixen kan fejre, at hun mandag hentede VM-metal på hjemmebane, da hun sluttede som nummer tre i voltigering ved VM i Herning.

Inden konkurrencens sidste dag lå hun nummer fem, men med veludført akrobatik på hesten Klintholms Ramstein avancerede hun til en podieplads med en samlet score på 8,511.

Hun blev overgået af tyskeren Julia Sophie Wagner (8,529) og den suveræne franskmand Manon Moutinho (8,963).

Senere mandag var Sheena Bendixen tæt på at tage endnu en medalje sammen med det danske hold i freestyle, men danskerne måtte nøjes med en fjerdeplads trods et flot program.

Danmark lå inden finaleprogrammet nummer fem og rykkede forbi Østrig, men Schweiz holdt sig foran danskerne og tog bronzen.

Tyskland og Frankrig var i en klasse for sig og tog henholdsvis guld og sølv.

Herning er vært for VM i dressur, paradressur, spring og voltigering. VM i ridning begyndte i lørdags og varer frem til på søndag. I løbet af VM-perioden vil 1100 heste lægge vejen forbi den midtjyske by.

Søndag vandt Danmark guld i holdkonkurrencen i dressur.

/ritzau/

Back to top button