Erhverv

Danske sommerhuse og hoteller har flere overnatninger

I januar har der været rekordmange overnatninger i danske sommerhuse. Også hoteller har flere overnatninger.

Januar var en rigtig god måned for de danske sommerhusejere.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik var der rekordmange overnatninger i januar.

I alt blev der overnattet 593.900 gange i et udlejet feriehus. Det er det hidtil højeste niveau for en januar, skriver statistikbanken i en opgørelse.

Den hidtidige rekord tilhørte januar sidste år med 522.400 overnatninger.

Ud af de 593.900 overnatninger i januar i år var 361.200 – eller et godt stykke over halvdelen – udenlandske overnatninger. Og af dem var 338.200 tyske.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik viser også, at der ved udgangen af januar var booket 375.700 husuger for resten af 2022. Det er 11 procent højere end samme tidspunkt året før.

Stigningen skyldes særligt, at de tyske bookinger er gået frem med 30 procent. Til gengæld er danskernes bookinger gået tilbage med 34 procent i forhold til sidste år.

– Ser vi fremad, så forventer vi, at 2022 kommer til at byde på ændrede tendenser, end det vi har været vidne til de sidste par år, siger Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

– Der er udsigt til, at det bliver lettere at komme uden for landets grænser, hvilket vil give færre danske gæster i feriehusene, mens det omvendt kan få flere udenlandske gæster til landet.

– Ser vi på bookingerne for resten af året, så indikerer de, at 2022 har kurs mod endnu et godt år for feriehusene, siger privatøkonomen.

Også de danske hoteller, feriecentre, campingpladser og vandrerhjem kan se tilbage på en januar, hvor der har været flere overnatninger.

Samlet havde de 785.000 overnatninger i januar. Det er mere end en fordobling i forhold til januar sidste år.

Største fremgang oplevede hoteller med 338.000 flere overnatninger, mens feriecentre, vandrerhjem og campingpladser havde henholdsvis 37.000, 35.000 og 19.000 flere overnatninger.

/ritzau/

Back to top button