Sport

Danske EM-hovedpersoner behøver ingen indkøringsfase

EM vinder større indpas blandt ryttere og hold. Danmark stiller med Mads Pedersen som sit helt store håb.

Danmark skal have sin første europamester i landevejscykling for mænd.

Med det mindset stiller de danske landsholdsryttere søndag op til EM i den sydtyske by München, og der er da også god grund til optimisme.

På sine gode dage er kaptajnen Mads Pedersen en af verdens hurtigste sprintere, og han får verdens velsagtens bedste leadoutman i Michael Mørkøv til at bringe sig i perfekt position til det, der meget vel kan ende i en massespurt.

Til daglig kører de for to forskellige hold, men manglen på fælles erfaringer bliver ikke et problem, mener landstræner Anders Lund.

– Det fantastiske ved ryttere på det niveau er, at de er så dygtige og ved, hvad der skal til. Det handler om at stole på hinanden, siger han.

– Det vigtigste i et leadout er, at sprinteren er i stand til at stole på sin leadoutman. Det er det, der nogle gange gør, at der er en indkøringsfase. Men Mørkøv er så stor en mester i den disciplin, at den tillid allerede er der.

– I øjeblikket er det enhver sprinters drøm at få Mørkøv til at køre spurter for sig. Jeg ved også, at Mads synes, det er fantastisk, at vi har sådan en kapacitet på holdet, beretter landstræneren.

Står det til danskerne, bliver løbet mindre anarkistisk, end mange andre endags- og mesterskabsløb har været de seneste år.

Store motorer som Mikkel Bjerg, Mathias Norsgaard, Lasse Norman Hansen og Johan Price-Pejtersen er da også skræddersyede til at kontrollere begivenhederne.

Blæser angrebene om ørerne på dem, kan en mand som Mikkel Honoré blive sendt med. Men ikke umiddelbart for at køre for et resultat selv.

– Præmissen for at være med er, at vi har en god chance i Mads Pedersen. Den chance vil de andre støtte op om, forklarer Anders Lund.

Sidste år stillede Danmark slet ikke med et hold ved europamesterskabet, der har været afholdt siden 2016.

Men ifølge landstræneren er det et løb, der gradvist bliver prioriteret højere.

– Cykelsporten er en konservativ størrelse, hvor et løb lige skal køre sig ind i et program, før det får det fokus, som det kan fortjene. Sådan har det også været med EM, som gradvist er blevet vigtigere og vigtigere.

– Udfordringen er, at det ikke bliver kørt på en beskyttet dato, så vi er i karambolage med forskellige andre arrangementer, hvilket gør det lidt sværere end VM for eksempel. Men der er ingen tvivl om, at det er godt på vej, siger han.

Italien har vundet de seneste fire udgaver af europamesterskabet. Senest triumferede Sonny Colbrelli, men han har ikke kørt, siden han fik hjertestop og blev genoplivet i marts i år.

/ritzau/

Back to top button