Indland

Danske ambassadeansatte er flyttet til det østlige Polen

Den danske ambassade i Ukraine lukkede, efter at Rusland natten til torsdag begyndte at angribe Ukraine.

De ansatte fra den danske ambassade i Ukraines hovedstad, Kijev, er blevet forflyttet til den østlige del af Polen, tæt på den ukrainske grænse.

Det oplyser Udenrigsministeriet torsdag aften.

Torsdag morgen oplyste ministeriet, at ambassaden var blevet lukket af sikkerhedsmæssige hensyn. Lukningen skete, efter at Rusland natten til torsdag begyndte at angribe dele af Ukraine.

Ministeriet kan ikke for nuværende komme det nærmere, hvor i Polen de ansatte præcist befinder sig.

Man vil heller ikke løfte sløret for, om de danske ambassadeansatte befinder sig sammen med ansatte fra andre landes ambassader.

Søndag oplyste Udenrigsministeriet, at de danske diplomater fra ambassaden de kommende dage ville arbejde fra byen Lviv i den vestlige del af Ukraine. Her ville de etablere et midlertidigt kontor, men er altså flyttet igen siden.

Man har kendskab til omkring 100 danskere, der fortsat opholder sig i Ukraine.

Torsdag aften er meldingen fra direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice Erik Brøgger Rasmussen, at der fortsat er nogle af de 100 danskere, som forsøger at forlade Ukraine. Han advarer mod, at der kan være et voldsomt pres mod grænserne

– Man kan ikke flyve ud, så der er kun landegrænserne. Danskere, der forsøger at komme ud, skal belave sig på, at det kan tage lang tid, siger direktøren torsdag eftermiddag.

– Der er kæmpe køer ud af byerne og over grænserne. Så man skal have mad og brændstof med. Der er også checkpoints, og de kan være både ukrainske og russiske.

Skulle man som dansker få brug for at komme i kontakt med de danske myndigheder, så henvises der til Udenrigsministeriets globale vagtcenter, der kan kontaktes døgnet rundt på telefon eller på mail.

/ritzau/

Back to top button