Erhverv

Danske aktier retter sig efter indledende nervøsitet

Tirsdag startede de danske aktier med fald efter ny udvikling i Ukraine. Siden er pilen vendt den anden vej.

Konflikten mellem Ukraine og Rusland giver tirsdag uro i den danske aktiehandel, som lidt over middag hælder mest til det positive.

I de første timer af tirsdagens handel gav bekymringer omkring konflikten fald til det danske C25-indeks, som nåede at falde med et par procent.

Tirsdag middag er stemningen dog vendt til det mere positive. Lidt efter klokken 12.00 stiger C25-indekset med lidt under én procent.

C25-indekset består af de største danske aktier. Det vil sige aktier som blandt andet Mærsk, Novo Nordisk og Vestas.

Det indledende fald for indekset skulle ses i lyset af, at den russiske præsident, Vladimir Putin, mandag anerkendte udbryderrepublikkerne Luhansk og Donetsk i Østukraine som uafhængige.

Putin har også underskrevet aftaler om venskab og samarbejde med oprørslederne i de to regioner samt givet ordre om at sende soldater til Østukraine.

Rusland omtaler soldaternes opgave som en “fredsbevarende mission”.

Ifølge Poul Kobberup, investeringsdirektør i Danica Pension, er der andre forhold end konflikten i Ukraine, som lige nu giver uro på finansmarkederne.

– Det er konflikten i Ukraine, der kombineret med en høj inflation og strammere pengepolitik fra centralbankerne, som fører til, at aktiemarkederne falder i øjeblikket.

– Det har betydning for alle investorer – herunder selvfølgelig også de danske pensionsopsparere, som kan aflæse det i negative afkast på deres pensionsopsparinger, siger Poul Kobberup i en skriftlig kommentar.

En journalist fra nyhedsbureauet Reuters meldte natten til tirsdag at have set store kolonner af militærkøretøjer – inklusive kampvogne – i udkanten af Donetsk i det østlige Ukraine. Køretøjerne var tilsyneladende uden flag.

Som følge af Ruslands handling, der af Vesten anses som en optrapning af konflikten med Ukraine, har Vesten varslet sanktioner mod Rusland.

Tidligere har Rusland forklaret sine handlinger omkring Ukraine med, at landet er bekymret for et angreb fra ukrainsk side.

Rusland har også sagt, at det ikke ønsker at se Ukraine blive medlem af Nato.

/ritzau/

Back to top button