Kultur

Dansk tv-vært vender tilbage efter exit

Rikke Gøransson, der sidste gang var vært for "Paradise Hotel" i sæson 17, er atter draget til Mexico. Hun genoptager værtsjobbet på "Paradise" med Olivia Salo.

Sidste år bedyrede Rikke Gøransson, at hun var færdig med at være vært på “Paradise”.

Men nu vender hun alligevel tilbage i programmet.

Det annoncerer Viaplay Group i en pressemeddelelse.

Rikke Gøransson skal stå i spidsen for realityprogrammet sammen med Olivia Salo, der med Emil Olsen overtog tjansen fra hende.

Emil Olsen er siden stoppet som vært på “Paradise”, så fremover udgøres værtsduoen af Rikke Gøransson og Olivia Salo.

– Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor hjerteligt meget jeg glæder mig til at kunne byde en række spændte og håbefulde gæster velkommen til smukke “Paradise” og deres livs eventyr, jubler Rikke Gøransson i pressemeddelelsen.

I pressemeddelelsen står der ikke, hvad der har lokket Rikke Gøransson tilbage til Mexico, hvor optagelserne finder sted.

Efter 15 år som vært på programmet sagde Rikke Gøransson i et stort interview med Ritzau i januar 2022, at hun ville tjekke ud af programmet for at kaste sig over nye projekter.

– Nogle gange er tiden bare rigtig. Jeg tror, jeg har ledt efter – ikke en undskyldning – men en mulighed for at sige farvel til det i nogle år. Jeg er blevet ældre, og så ændrer ens prioriteter, værdisæt og fokus sig, sagde hun dengang.

Rikke Gøransson deltog selv i “Paradise Hotel” i programmets tredje sæson tilbage i 2007. Dengang var Ibi Støving vært.

Sæsonen efter overtog hun værtstjansen som bare 20-årig og var vært frem til 2021, hvor hun fyldte 35.

Sideløbende med værtsjobbet har Rikke Gøransson uddannet sig til psykoterapeut, og det havde sat en række refleksioner i gang, fortalte hun i 2022.

– Undervejs i den proces har jeg kunnet mærke, at der er nogle andre ting, der begynder at trække i mig. Ikke for at negligere de dilemmaer, som de unge mennesker står med dernede. Men når du sidder og læser til psykoterapeut og har med eksistentielle temaer at gøre og så måneden efter rejser til Mexico, så er det jo fint for at få en balance i tingene, sagde hun.

– Men jeg kan mærke, at det, der rører mit hjerte nu, måske er noget andet. Så jeg vil gerne bruge det, jeg har lært som menneske og professionel storyteller til at lave noget, der gør nytte for samfundet.

Efter 17 sæsoner ændrede Viaplay i 2022 konceptet og skiftede programmets titel fra “Paradise Hotel” til slet og ret “Paradise”.

Der skulle være større fokus på positive værdier og adfærd – ikke blot de taktiske evner, lød det.

Man åbnede også for, at man ikke partout skal være single for at tjekke ind i programmet, og at man ikke absolut skal danne par med en af modsatte køn til de såkaldte parceremonier, hvor ugens udstemte findes.

Den nye sæson af “Paradise” med Rikke Gøransson og Olivia Salo som værter forventes at få premiere på Viaplay senere i 2023.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker