Kultur

Dansk stjerne kæmper for at gennemføre uddannelse

Den 17-årige skuespillerinde Flora Ofelia Hofmann Lindahl har været nødt til at droppe ud af gymnasiet. Nu vil hun forsøge at gennemføre en HF.

Skuespillerinden Flora Ofelia Hofmann Lindahl har slået sit navn fast som en af sin generations største talenter med flere priser i bagagen.

Den 17-årige stjerne har forrygende fart i karrieren og kan allerede skrive prisvindende præstationer i DR-dramaet “Ulven kommer” og filmen “Du som i himlen” på cv’et.

Selv om tilbuddene tikker ind, insisterer den autodidakte skuespillerinde at færdiggøre sin ungdomsuddannelse.

Flora Ofelia Hofmann Lindahl har måttet droppe ud af gymnasiet, fordi hun havde for meget fravær grundet filmoptagelser. Men nu er hun begyndt på HF, fortæller hun.

– Det er et lidt andet niveau, og der er ikke så mange afleveringer. Men snart skal jeg være væk i fem uger på optagelser, og så må vi se, hvad de siger til det, når jeg kommer tilbage. Lige nu har jeg næsten ikke noget fravær, fordi jeg vidste, at jeg skulle lave det her projekt, fortæller hun.

– Det er en udfordring i sig selv, for når man har valgt at gå i skole, så er det selvfølgelig der, man skal være, lyder det fra Flora Ofelia Hofmann Lindahl.

Derfor må hun nøje planlægge og plotte skole, lektier, møder og filmoptagelser ind i sin kalender for at få enderne til at mødes. Så den fremadstormende skuespillerinde satser på at få studenterhuen næste år.

Det kunne lyde, som om at alle døgnets timer er fyldt ud. Men hun har stadig plads til at være en 17-årig ung kvinde.

– Jeg har supermeget fritid og hygger med mine veninder og venner og fester igennem og alt det der. Jeg skal ikke gå glip af noget overhovedet, lyder det fra Flora Ofelia Hofmann Lindahl.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker