Indland

Dansk fotograf er opereret efter skudangreb i Ukraine

Ekstra Bladet arbejder intensivt på at få fotograf og journalist ud af Ukraine. Begge er fortsat indlagt.

Det er foreløbig uvist, hvornår to sårede reportere fra Ekstra Bladet kan blive evakueret fra Ukraine, hvor de lørdag blev ramt af skud.

Det fortæller chefredaktør på Ekstra Bladet Knud Brix til Ritzau.

– Den eksakte tidshorisont er selvfølgelig en smule usikker i forhold til hele situationen dernede. Men vi arbejder benhårdt på at få dem hjem så hurtigt som muligt, siger han.

Journalist Stefan Weichert og fotograf Emil Filtenborg Mikkelsen blev ramt af skud i nærheden af byen Ohtyrka i det østlige Ukraine. De blev ramt, mens de sad i en personbil.

De blev efterfølgende indlagt på et nærliggende hospital, men er siden lørdag blevet overflyttet til et hospital i byen Poltava, der ligger 100 kilometer længere mod vest. Knud Brix beskriver det som et “relativt sikkert område”.

– Førsteprioritet er at få dem stabiliseret, siger han.

Stefan Weichert blev ramt af skud i skulderen. Kuglen har ifølge Knud Brix tilsyneladende brækket journalistens krageben.

Emil Filtenborg blev ramt af skud i læggen, låret og ryggen.

– Han er blevet opereret og er heldigvis uden for livsfare, siger Knud Brix.

Ekstra Bladet arbejder sammen med et sikkerhedsfirma og Udenrigsministeriet om at få de to reportere bragt hjem til Danmark.

Chefredaktøren forklarer, at fotografen og journalisten har fulgt Ekstra Bladets sikkerhedsprocedurer i Ukraine. Men alligevel er der sket det, der ikke må ske – de er blevet såret i den krig, som de er sendt ud for at rapportere om.

– Krig er desværre enormt farligt. Vi har haft en række sikkerhedsprocedurer, som Emil og Stefan har fulgt.

– Men det ser ud til, at de har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og har så været enormt heldige, at der – i gåseøjne – ikke er sket mere med dem. Det har været en enormt voldsom oplevelse.

– De er blevet beskudt på relativt klos hold med noget, der kunne være automatvåben, siger Knud Brix.

Han fortæller, at journalisten, der sidder bag rattet, “klamper speederen i bund” og kører fra stedet. Men bilen bryder sammen, da den er svært beskadiget af skud.

De holder ind til siden og derfra bliver de bragt til hospitalet.

Ekstra Bladet kan endnu ikke sige noget om, hvem der affyrede skud mod journalisten og fotografen.

De to journalister har boet fast i Ukraine i to år og har rapporteret til Ekstra Bladet og andre danske og internationale medier. Den seneste tid har de dog udelukkende fungeret som Ekstra Bladets udsendte i Ukraine.

/ritzau/

Back to top button