Udland

Danmarks ambassade i Ukraine lukker midlertidigt efter angreb

Natten til torsdag har Rusland angrebet dele af Ukraine. Det får den danske ambassade i Kijev til at lukke.

Den danske ambassade i Ukraines hovedstad, Kijev, er lukket midlertidigt.

Det sker af sikkerhedsmæssige grunde. Det oplyses på Udenrigsministeriets hjemmeside torsdag morgen.

Lukningen af den danske ambassade sker, efter at Rusland natten til torsdag er begyndt at angribe dele af Ukraine.

– Meldinger om eksplosioner og raketangreb i nord-, øst- og syd-Ukraine.

– Luftrummet er lukket. Bliv hvor du er, hvis det er sikkert ellers søg i sikkerhed.

Udenrigsministeriet har tidligere opfordret alle danskere, der befinder sig i Ukraine, til at forlade landet hurtigst muligt.

Hvis man fortsat vælger at blive i landet, er det på eget ansvar, og de danske myndigheder vil kunne få svært ved at hjælpe.

Udenrigsministeriet oplyste tidligere i denne uge, at man har kendskab til omkring 100 danskere, der opholder sig i landet.

Ved borgerhenvendelser henvises der til Udenrigsministeriets globale vagtcenter. Det kan kontaktes døgnet rundt på telefon eller på mail.

– Følg medierne og rådfør dig med dine lokale kontakter. Der indføres militær undtagelsestilstand. Giv besked til dine pårørende, at du er ok, står der på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Søndag oplyste ministeriet, at de danske diplomater fra ambassaden de kommende dage ville arbejde fra byen Lviv i den vestlige del af Ukraine. Her ville de etablere et midlertidigt kontor.

De danske diplomater arbejder normalt på den danske ambassade i Kijev. De blev dog rykket væk fra hovedstaden på grund af risikoen for et russisk angreb.

Den danske ambassade har hidtil været åben i Kijev, hvor lokalansatte er mødt på job. Der har dog været tale om minimumsbemanding.

Udenrigsministeriet oplyste tidligere på ugen, at minimumsbemandingen på ambassaden betød, at ambassaden fortsat kunne holde åbent og tage imod borgerhenvendelser, forudsat at det var sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

– Det er frivilligt for de lokalansatte at møde ind på ambassaden i Kijev. De er blevet tilbudt muligheden for at arbejde hjemmefra, lød det tidligere på ugen fra Udenrigsministeriet.

/ritzau/

Back to top button