Politik

Danmark sender panserværnsvåben til Ukraine

Op til 2700 skulderbårne panserværnsraketter bliver doneret til Ukraine, oplyser Mette Frederiksen søndag.

Danmark donerer op til 2700 panserværnsvåben til Ukraine.

Det er et bredt flertal i Folketinget enige om, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et kort pressemøde søndag aften om situationen i Ukraine.

Der er tale om skulderbårne panserværnsraketter, der kan bruges på kortere afstande mod blandt andet pansrede køretøjer, uddyber forsvarsminister Morten Bødskov (S).

Våbnene kommer fra Forsvarets operative beholdning, hvor forsvarschef Flemming Lentfer har vurderet, at det er forsvarligt, at de kan undværes, lyder det videre.

Det betyder, at der er tale om våben, som Danmark selv kunne benytte.

– Vi skal hjælpe Ukraine og den ukrainske befolkning alt, hvad vi kan. Og det haster, siger Mette Frederiksen (S) på pressemødet.

– Det er første gang i nyere tid, at Danmark donerer våben til et land i krig.

Samtidig bliver dele af 300 Stinger-missiler, der er lagt til bortskaffelse, givet til USA, som kan gøre dem operative – det vil sige klar til brug.

Våbnene er endnu ikke afsendt, men er ved at blive pakket til transport.

Mette Frederiksen siger videre, at Danmark i fremtiden vil bruge “markant flere penge på dansk forsvar”.

Desuden forventer hun, at der vil komme endnu flere sanktioner mod Rusland i fremtiden.

Danmark er langt fra det eneste land, der nu sender våben til Ukraine i kampen mod den russiske invasion af landet.

EU vil finansiere Ukraines indkøb og levering af våben og andet materiel, oplyser kommissionsformand Ursula von der Leyen søndag.

Fra Sverige bliver der blandt andet sendt 5000 panserværnsvåben til Ukraine, meddeler den svenske statsminister, Magdalena Andersson, ligeledes søndag.

Lørdag sendte Danmark også beskyttelsesveste og sanitetstasker til Ukraine. Der var tale om 2000 veste og 700 tasker til livreddende førstehjælp.

/ritzau/

Back to top button