Indland

Danmark mangler beredskab mod unges misbrug af vanedannende piller

Flere misbrugscentre beretter om tendens med, at unge ned i 14-års alderen tager illegale opioid-piller.

I nogle kommuner spredt over landet oplever misbrugscentre, at unge har et stigende forbrug af de vanedannende piller opioider.

Det øger presset på de kommunale misbrugscentre, som slet ikke er rustet til at hjælpe de unge ud af medicinafhængigheden.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Det kræver en læge, når en person skal afvænnes fra medicin.

Men kommunerne, som egentlig har ansvaret for at hjælpe folk ud af afhængighed, har mange steder ikke læger tilknyttet deres misbrugstilbud til unge.

Det bekræfter flere eksperter, som TV 2 Kosmopol har talt med.

Det gælder blandt andet misbrugskonsulent Torben Vangsted, der ser det som en stor udfordring.

– Nedtrapningen på de her præparater handler om, at man over tid giver den unge mindre og mindre af det aktive stof, så abstinenssymptomerne bliver gradvist mindre farlige, siger han til TV 2 Kosmopol.

Et afvænningsforløb for unge under 18 år, hvor man gradvist nedtrappes fra sit stofindtag, kræver en koordineret socialfaglig og en lægefaglig indsats.

Det skyldes, at pillerne skaber en stærk afhængighed, og at brugeren som følge heraf kan opleve voldsomme abstinenser ved ikke at få sit stof.

TV 2 Østjylland talte sidste år med misbrugscentre i Randers, Norddjurs, Syddjurs, Aarhus, Silkeborg og Horsens.

Disse kommuner beskrev det som et stort problem, at særligt unge fra teenageårene og op gennem 20’erne har et misbrug af opioider.

Også i Esbjerg og Ribe breder problemet sig, har JydskeVestkysten beskrevet.

TV 2 Kosmopol har spurgt 34 kommuner i hovedstadsområdet, hvor hver fjerde svarer, at de i større eller mindre grad har kendskab til unges brug af opioidpiller. Men størstedelen oplever ikke et problem.

Særligt i Greve er der et problem, lyder det.

Ifølge Christina Ekmann, der er misbrugsbehandler i ungemisbrugscentret Omega i Greve, er hun ikke i sine 15 år hos centret stødt på unge med misbrug af opioider.

Men nu er realiteten, at 6 ud af 20 på misbrugscentret er i behandling for afhængighed af pillerne, skriver TV 2.

– Det lyder måske ikke af så mange, men vi hører fra dem, at det er fuldstændig normalt, og at alle kender til det.

– Lad os sige, at de har fire venner, så er vi pludselig oppe på 20-30 unge, der tager det. Og det er bare dem, vi kender til, siger hun til TV 2.

I Sverige har man haft en voldsom udvikling i brug af opioider blandt unge. Her har det blandt andet lydt, at det har floreret i skolegårde og lignende.

Medicinen er formentlig også bragt til landet fra Østeuropa og altså ikke kun fra egne apoteker.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker