Sport

Danmark knækker i norsk EM-finalerutine

De danske håndboldkvinder var på vej mod EM-titlen, men da det skulle afgøres, sneg fejlene sig ind. De rutinerede nordmænd straffede det prompte og tog guldet.

Troen på triumfen var stor efter sejren over den onde ånd Norge i mellemrunden, men da det gjaldt i EM-finalen slog de rutinerede norske kvinder til og snuppede guldet for næsen af Danmark.

Kigger man på de seneste mange opgør mod Norge, med undtagelse af mellemrundekampen, blev finalen en ærgerlig deja-vu-oplevelse for de danske spillere.

En flot og dominerende første halvleg gav en føring på 15-12 ved pausen, og næsten halvvejs i anden halvleg kom Danmark foran 22-18. Men så kom den norske rutine som så ofte før, og så vendte kampen.

– Når man har spillet så mange finaler, som de har, så giver det noget ro i kroppen. De ved, hvordan de reagerer, og vi vidste måske ikke, hvordan vi ville reagere i de sidste 20 minutter, sagde landstræner Jesper Jensen efter kampen.

En af de ting, som gjorde, at vægtskålen tippede i norsk favør, da Danmarks ellers havde god kurs mod guldet, var banens med afstand mest rutinerede spiller.

Veteranen Katrine Lunde på 42 år indtog målet for Norge, og hun fik dæmpet den danske målscoring betragteligt og pillede brodden af det danske angreb.

– Lunde kom ind og fik nogle redninger, og Norge har prøvet de der situationer flere gange, end vi har, så de er mere kyniske end os, lød det fra venstrefløjen Emma Friis, der fik en plads på EM’s allstar-hold som trøst.

Samtidig med Lundes indtog begyndte marginalerne at gå med Norge i angrebet. Den danske føring smuldrede, fejlene sneg sig ind, og så kom finalerutinen til udtryk.

Siden Danmark i 2004 stod i EM-finalen mod selv samme Norge, har Norge været i 14 store finaler med 11 titler til følge.

For alle de danske spillere var det den første finale, og derfor mener playmaker Mie Højlund også, at skuffelsen over at have misset guldet hurtigt vil gå over i stolthed over sølvmedaljen.

– Det er svært at se lige nu, men jeg er sikker på, at allerede i morgen (mandag, red.) vil vi være sindssygt stolte, sagde hun efter kampen, hvor hun i løbet af kort tid nåede det meste af følelsesregistret igennem.

– Jeg har været igennem det hele. Jeg var rigtig skuffet, lige da kampen blev fløjtet af, og jeg var rigtig ked af det i omklædningsrummet.

– Nu er jeg kommet til et sted, hvor jeg er stolt over og glad for, at vi kom til en finale, hvor vi har taget så meget erfaring med fra.

Mens Danmark endnu må vente på at kunne løfte et stort trofæ, har Norge nu vundet EM i 2020 og 2022 samt VM i 2021.

Samtidig fik Norge også udlignet den indbyrdes finalestatistik mod Danmark, hvor det nu står 3-3 gennem tiden.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker