Sport

Corona-fare bekymrer træneren for Danmarks EM-kvinder

Lars Søndergaard opfordrer sine spillere til at passe på med at rage coronasmitte til sig i tiden frem mod EM.

Coronasmitten er igen stigende og påvirker flere sportsbegivenheder rundt omkring i Europa.

Landstræner for det danske kvindelandshold i fodbold Lars Søndergaard har bemærket tendensen og fortæller, at de danske spillere skal tage sig ekstra i agt frem mod EM i England om to uger.

– Det kan blive sprængfarligt igen – det ved vi godt, siger Lars Søndergaard.

– Vi kommer til at leve under restriktioner under EM, men det er Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund, red.), der står for det. Men vi vil passe på. Det er ikke sådan, at vi vil mænge os med alle mulige.

Fredag aften så han Danmark slå Brasilien med 2-1 i en EM-testkamp i Parken.

Kvindelandsholdets første optræden i nationalarenaen skete foran et rekordstort publikum på 21.542 tilskuere. Efter kampen skrev flere af de danske spillere autografer til tilskuerne.

Om det samme vil gentage sig på onsdag, når Danmark møder Norge i Viborg er uvist, men landstræneren opfordrer sine spille til at passe på sig selv.

– Når vi har spillet mod Norge, får spillerne nogle dage derhjemme, og der vil vi indskærpe, at de skal passe på med ikke at være sammen med for mange, siger han.

Lars Søndergaard håber, at de danske spillere kommer til at kunne færdes nogenlunde frit i England, hvor holdet skal bo i London under den kommende slutrunde.

– Det er godt nok hårdt, hvis vi skal bures inde på et hotel og ikke må gå ud.

– Vi kommer til at bo på et fantastisk hotel i London lige ud til Themsen. Rent mentalt vil det være hårdt, hvis vi får et tilbageslag, men nu må vi se. Jeg håber, at det bliver holdt i ave, men der ser ikke sådan ud, siger han.

EM i England foregår fra 6. til 31. juli. Danmark er havnet i gruppe med Tyskland, Finland og Spanien. Danskerne nåede i 2017 EM-finalen, hvor holdet tabte til de hollandske værter.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker