Udland

Civile flygter fra Bakhmut – tænketank spår delvis retræte

Under fortsatte kampe om Bakhmut nævner tænketank mulig tilbagetrækning fra østlige dele af byen.

Civile flygter med hjælp soldater fra den østukrainske by Bakhmut, mens analytikere spår, at en delvis tilbagetrækning kan være på vej.

Det skriver nyhedsbureauet AP natten til søndag.

Et hold af journalister fra mediet har lørdag blandt andet set, hvordan en pontonbro er blevet sat op for at hjælpe de tilbageværende ud af Bakhmut.

En kvinde blev dræbt og to mænd blev slemt såret, da de forsøgte at krydse en midlertidig bro. Personerne kom under beskydning under forsøget på at komme væk. Det melder ukrainske soldater, som hjalp dem, ifølge AP.

Den private hær Wagner-gruppen, som kæmper på russisk side, hævdede fredag at være tæt på at omringe byen.

En kontrolleret tilbagetrækning fra dele af byen er en mulighed for Ukraine. Men byen er endnu ikke omringet, og vestlige analytikere mener heller ikke, at den er lige ved at blive omringet.

Det fremgår af en opdatering fra den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) lørdag.

– Russiske styrker lader til at have opnået en tilstrækkelig fordel i deres positioner til at kunne foretage en manøvre mod visse dele af Bakhmut, skriver tænketanken.

ISW vurderer dog endnu ikke, at ukrainske styrker er “blevet tvunget til at trække sig tilbage”.

– Ukrainske styrker er formentlig ved at klargøre betingelserne for en kontrolleret tilbagetrækning under fortsatte kampe ud af særligt vanskelige dele af det østlige Bakhmut, skriver ISW.

– Men det lader endnu ikke til, at ukrainske generaler har besluttet sig for at trække sig ud.

Den belejrede østukrainske by har været centrum for voldsomme kampe i mange måneder.

Den lader til at være et vigtigt mål for Rusland, som forsøger at vinde den første større sejr i omkring et halvt år.

Ukraine hævder at påføre russerne meget store tab i deres forsøg på at overtage byen.

I et interview med Bild am Sonntag hævder Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, at der på russisk side er omkring 500 enten dræbte eller sårede hver dag som følge af kampen om Bakhmut. Det meget høje tal er ikke uafhængigt bekræftet.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker