Udland

CIA: Ukraine-krig får Kina til at revurdere invasion af Taiwan

For Kina handler det ikke om, hvorvidt det skal invadere Taiwan, men om hvornår og hvordan, siger CIA-chef.

Kina ser ud til at være fast besluttet på at bruge magt i Taiwan, og samtidig påvirker Ruslands erfaringer i Ukraine Beijings beregninger for hvornår og hvordan – og ikke om – en sådan invasion skal finde sted.

Det siger CIA-direktør William Burns på en sikkerhedskonference i Aspen i den amerikanske delstat Colorado onsdag amerikansk tid.

Ifølge Burns har Kina sandsynligvis set i Ukraine, at “man ikke kan opnå hurtige og afgørende sejre med en styrke, der ikke er stor nok”.

William Burns nedtoner spekulationer om, at den kinesiske præsident, Xi Jinping, vil rykke ind i Taiwan efter et vigtigt møde i det kommunistiske parti senere på året.

Han siger dog, at risikoen for kinesisk magtanvendelse i Taiwan “bliver større, jo længere ind i dette årti vi kommer”.

– Jeg ville ikke undervurdere præsident Xis beslutsomhed i forhold til at sikre kinesisk kontrol over det selvstyrende Taiwan, siger CIA-direktøren.

William Burns siger videre, at Kina virker “urolig”, når det ser på Ruslands fem måneder lange krig i Ukraine, som Burns kalder en “strategisk fiasko” for den russiske præsident, Vladimir Putin.

Putin havde angiveligt håbet at vælte regeringen i Kyiv indenfor en uge.

– Vores fornemmelse er, at det sandsynligvis i mindre grad påvirker spørgsmålet om, hvorvidt det kinesiske styre om nogle år vil vælge at bruge magt for at kontrollere Taiwan, men nok nærmere hvordan og hvornår det vil gøre det, siger William Burns.

– Jeg formoder, at lektien, som det kinesiske styre og militær har lært, er, at man er nødt til at samle en overvældende styrke, hvis det er noget, man pønser på, tilføjer CIA-direktøren med henvisning til at invadere Taiwan.

Ifølge William Burns tror USA ikke, at Kina tilbyder militær støtte til Rusland.

Burns siger videre, at Kina har optrappet sine indkøb af russisk energi, men landet ser ud til at være påpasselig med ikke at blive underlagt vestlige sanktioner.

/ritzau/AFP

Back to top button