Kultur

Christopher tager datteren med på Grøn: Backstage bliver en børnehave

Siden coronaens indtog for to år siden er der sket meget i Christophers liv. Han har udgivet album, spillet med i film og vigtigst af alt: Han er blevet far.

Sangeren Christopher er netop blevet offentliggjort som det sjette navn på Grøn 2022, og selv om superstjernen glæder sig til for tredje gang at tage på turné med Grøn, så bliver det en ny oplevelse.

Hans datter, etårige Noelle, kommer nemlig til at være blandt publikum til mange af koncerterne. Det glæder Christopher sig til.

– Jeg er jo ikke den eneste (af artisterne red.), der har børn, så omme bagved kommer der bare til at være halv backstage halv børnehave, siger han med et grin.

Det bliver om at nyde muligheden for at tage datteren med backstage, for til august tager Christopher ifølge planen på turné i Asien og Tyskland.

Det er gamle planer, der på grund af coronapandemien er blevet rykket flere gange. Nu ser det dog endelig ud til at blive til noget til august.

Selv om Christopher glæder sig til at gøre det, han har ventet på i over to år, så bliver det også med nogle betænkeligheder. Da touren blev planlagt var han ikke far, og datterens fødsel har sat turnéen i perspektiv.

– Jeg ved, det bliver hårdt. Det bliver svært at savne hende, men det er ikke noget, jeg går og bruger rigtig meget tid på at tænke over, siger Christopher.

Han understreger dog også, at når man først er på turné, så er det noget andet.

– Når man er afsted, er der bare så meget fart på, at tiden går stærkt. Det elsker jeg også, men det er selvfølgelig noget andet, når der er en lille, der trækker derhjemme, siger Christopher.

For at savnet ikke skal blive for stort, er der planer om at flyve datter og hustru, modellen Cecilie Haugaard, til nogle af koncerterne.

Christopher har dog ikke kun børnepasning i hovedet, og sangeren har i den grad savnet at stå på en scene.

Efter to år uden særligt mange liveoptrædender, går han så langt som at kalde turnéen for en “manifestation af, at corona er slut”.

– Jeg glæder mig til at mærke folk og til at mærke musikken leve, siger Christopher og fortsætter:

– Det bliver så vildt at stå på scenen og ikke kunne mærke sine ben, men bare være 100 procent i den rus, det er.

30-årige Christopher slog igennem for ti år siden med albummet “Colours” og har siden udgivet yderligere fire albums. Det seneste, “My Blood”, kom sidste år midt under nedlukningen.

Dermed har mange af sangene ikke fået det liv på scenen, som de var tiltænkt. Det glæder Christopher sig til nu at gøre noget ved.

Han ser især frem til at spille sangen “Fall So Hard”, som han blot har spillet live fem gange.

Det har hver gang været en åbenbaring.

– Jeg har bare tænkt: “Jesus, det fungerer så godt live” så at få muligheden for at høre 50.000 synge med. Hold kæft, det bliver fedt, siger han.

Christopher har udnyttet tiden med færre liveoptrædener. Det har givet mere tid til at være far, til at være kreativ og til at jagte andre karriereveje.

Blandt andet er han snart aktuel i den nye danske film “Toscana”.

Kunstnerens seneste album kom i 2021, men allerede nu er der et nyt på vej.

Ifølge sangeren er teksterne og universet påvirket af roen og tiden derhjemme.

– Jeg reflekterer over nogle ting, som jeg ikke har haft tid og rum til at reflektere over før, fortæller han.

Christopher er det seneste navn til årets Grøn. Der er allerede offentliggjort fem kunstnere, som blandt andet tæller hitmageren Andreas Odbjerg og rockbandet D-A-D.

/ritzau/

Back to top button