Sport

Christian Eriksen tror på flere trofæer under Erik ten Hag

Efter sejren i Liga Cup-finalen storroser Christian Eriksen Manchester United-cheftræneren Erik ten Hag.

Efter flere års tørke kan der meget vel være flere trofæer på vej til Manchester United.

Det er i hvert fald vurderingen fra Christian Eriksen, der lykønsker Manchester United-cheftræner Erik ten Hag efter søndagens sejr over Newcastle i Liga Cup-finalen.

– Én ting er at være i en finale – en anden er at vinde den. Så stort tillykke til ham, siger Christian Eriksen til Manchester Uniteds hjemmeside.

Manchester United vandt søndag 2-0 på nationalstadionet Wembley over Newcastle på mål af Casemiro og Marcus Rashford.

– Vi vil vinde trofæer, og han (Erik ten Hag red.) giver os forudsætningerne for at gøre det, siger Christian Eriksen.

Christian Eriksen, der pådrog sig en ankelskade mod Reading i januar, måtte se kampen fra tribunen.

Efterfølgende har midtbanespilleren været stavnsbundet af krykker, men dem, afslører han, har han sagt farvel til.

– Jeg har det godt. Det er altid kedeligt at gå rundt med sådan en beskyttelsesstøvle og med krykker, men jeg har smidt krykkerne nu og går kun med støvlen på, siger han til klubbens hjemmeside.

Manchester United jagter fortsat tre andre titler i indeværende sæson.

Klubben ligger nummer tre i Premier League med otte point op til Arsenal, West Ham er modstanderen i FA Cuppens femte runde, og Real Betis venter i Europa Leagues ottendedelsfinaler.

Hollandske Erik ten Hag kom til klubben forud for sæsonen, og han er glad for, at han allerede har hentet den første titel til den engang så sejrsvante klub.

– Det handler om at vinde den første titel, og det har vi gjort nu. Det bliver man inspireret af, og det giver også stor selvtillid. Vi er stadigvæk i gang med at genoprette Manchester United, og det gør man ved at vinde trofæer, sagde Erik ten Hag søndag.

Forgængeren Ole Gunnar Solskjær og de efterfølgende vikarer Michael Carrick og Ralf Rangnick vandt ingen titler i spidsen for United.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker