Chauffør bekræftede statsministerkørsel til sine dates
Chauffør fra Statsministeriet bekræftede, at han blandt andet kørte statsministeren, da dates spurgte ham.
En ministerchauffør for Statsministeriet fortalte aldrig af sig selv, hvem han kørte for. Det måtte han ikke, og det ville han ikke. Alligevel bekræftede han, at han blandt andet kørte for statsministeren, da han blev spurgt.
Det fortæller en af de kvinder, chaufføren er tiltalt for at have kørt rundt med i ministeriets biler, tirsdag i Københavns Byret.
– Han siger aldrig, hvem han kører med. Det gætter jeg selv, og han bekræfter det, fortæller vidnet.
De to mødte hinanden på datingappen Tinder i foråret 2021, og efterfølgende begyndte de at se hinanden. Mens chaufføren mener, at de var kærester, mener kvinden, at de “så til hinanden” og datede i fire til fem uger.
– Jeg ved godt, at det er ømtåleligt for ham at tale om, og at han ikke må tale om det. Så det gør vi ikke.
Hendes opfattelse er, at det er statsministerens bil, hun er blevet kørt rundt i. Det er ikke noget, chaufføren har bekræftet, men det er det, kvinden selv tænker.
Ifølge chaufføren er det dog ikke tilfældet.
Det er en såkaldt “all round”-bil, der skal være klar, hvis der eksempelvis skal køres papirer eller en iPad tilbage til ministeriet.
Chaufføren er tiltalt for at have kørt i alt 11 ikke-sikkerhedsgodkendte kvinder rundt i ministeriets biler.
To andre kvinder, der også har været chaufførens dates, og som også formodes at have kørt i ministerbiler, har ligeledes kendt til, hvem chaufføren kørte med.
Den ene kvinde fortæller, at han sagde det til hende, mens den anden – lige som det første vidne – fortæller, at han var meget forsigtig med at fortælle, hvad han laver.
– Jeg bed nok ikke super meget mærke i det, jeg var bare interesseret i ham, siger hun.
Manden blev anmeldt i september 2021, hvor en kvinde, der af flere medier er blevet kendt som lokkeduen, meldte ham til Politiets Efterretningstjeneste.
Lokkeduen er også tiltalt i sagen, fordi hun har kørt rundt i en ministerbil med viden om, at det var en ministerbil.
Hun mener dog, at hun gjorde det i samarbejde med Ekstra Bladet, og at det derfor var som del af et journalistisk arbejde.
Efter frokost forventes det, at Ekstra Bladets daværende chefredaktør, Henrik Qvortrup, møder op i retssalen som vidne.
/ritzau/