Sport

Brøndby fik stoppet krisen: Betyder ekstremt meget

Brøndby kunne juble over at have brudt stimen af nederlag, selv om det kun blev til et enkelt point mod FCK.

Forløsningen var ikke til at tage fejl af søndag eftermiddag på Brøndby Stadion.

Brøndby havde tabt de seneste syv kampe i 3F Superligaen. Det tal var tæt på at blive til otte, da FC København var på besøg, men en sen Brøndby-scoring ændrede alt.

Midtbanespilleren Mathias Greve sikrede i overtiden det ene point, da Brøndby oveni købet stak en kæp i hjulet på FCK’s mesterskabsdrømme.

Selv om det kun blev til et enkelt Brøndby-point, så har den brudte stime stadig en enorm betydning for moralen hos de forsvarende danske mestre.

– Det var tæt på en forløsning. Jeg siger ikke, at det virker som en sejr, men det var mere end en halv sejr at få et mål i overtiden, og jeg synes, at det var fuldt fortjent, at vi gjorde det, siger cheftræner Niels Frederiksen.

– Når man kommer ind til den her kamp med syv nederlag på stribe, så betyder det ekstremt meget, at vi får det ene point.

– Det er pisse irriterende at rende rundt og skulle høre, at vi har tabt syv i træk. Det rammer os alle sammen hårdt, så det er rart lige at få visket den væk, fortæller Brøndby-træneren.

Den dårlige stime har også været til at mærke inde på banen, hvor det har haft sin indvirkning på selvtilliden og gejsten, så dagens resultat betyder meget, lyder det fra angriberen Mathias Kvistgaarden.

– Det er ekstremt vigtigt, at vi har brudt den her stime, og det giver 100 procent noget gejst til, at vi er klar til at tage til Herning og give alt for, at vi kan få en sejr derovre.

– Vi har ventet på det i så lang tid, og så at gøre det imod det her hold, det er fantastisk og dejligt. Det betyder meget for mig selv og holdet, at vi kommer tilbage på sporet, og så ved jeg, hvor meget det betyder for alle fansene, der har støttet os efter alt det, som vi har været igennem, siger Kvistgaarden efter derbyet.

Den brudte stime er én ting, men at det skete mod FCK, der ligger i førerposition til det danske mesterskab, giver en ekstra god følelse, fortæller Mathias Kvistgaarden.

– Det, at vi kan drille dem derindefra (FCK, red.), det betyder så meget for fansene, så det er jeg utroligt glad for, at vi kan hjælpe med. Det betyder 100 procent også meget for mig, og det er noget, jeg vil smile lidt over og være glad for.

Brøndby skal på endnu en svær opgave i 30. spillerunde, hvor de forsvarende mestre skal en tur til Herning for at møde FC Midtjylland på torsdag.

/ritzau/

Back to top button