Udland

Briterne forbyder eksport af militære reservedele til Rusland

Storbritannien og USA indfører nye sanktioner mod Rusland rettet mod især eksport af udstyr.

Storbritannien indfører fredag en række nye sanktioner rettet mod Rusland.

Der er tale om et forbud mod eksport af alle former for udstyr, som Rusland bruger på slagmarken i Ukraine.

Det oplyser den britiske udenrigsminister, James Cleverly, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Sanktionerne er vedtaget i koordinering med Storbritanniens allierede.

Med sanktionerne bliver det forbudt for britiske virksomheder at eksportere reservedele til fly, radioudstyr og andre elektroniske komponenter, som kan bruges i den russiske militærindustri.

Derudover indfører briterne sanktioner mod ledende ansatte i det russiske atomkraftselskab Rosatom, i Ruslands to største forsvarsvirksomheder og i fire russiske banker.

– Ukraine er i gang med at vende skuden i forhold til Rusland, men de kan ikke gøre det alene. Derfor må vi gøre mere for at hjælpe Ukraine med at vinde, siger James Cleverly ifølge dpa.

– I dag sanktionerer vi eliten, der driver Putins nøgleindustrier, og vi forpligter os til at forbyde eksporten af al udstyr, som Rusland har vist sig at bruge på slagmarken.

Også USA præsenterer fredag nye sanktioner mod Rusland.

Det oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sanktionerne er rettet mod banker, mineindustrien og militærindustrien samt højtstående personer i det russiske samfund.

De rammer mere end 200 personer og virksomheder i og uden for Rusland.

Hvad angår de udenlandske mål, er der tale om personer og virksomheder i Europa, Asien og Mellemøsten, som vurderes at støtte det russiske styre.

De berørte virksomheder får forbud mod at købe forskelligt udstyr – blandt andet halvledere – som enten er produceret i USA, eller som er produceret ved hjælp af amerikansk teknologi i udlandet.

Der bliver desuden lagt yderligere tariffer på metaller og kemiske produkter fra Rusland. Blandt andet bliver der lagt en tarif på 200 procent på russisk aluminium og russiske aluminiumsprodukter.

Dertil kommer, at 1200 ansatte i Ruslands militær ifølge Reuters bliver pålagt visarestriktioner i USA.

De seneste sanktioner er vedtaget efter samråd med de andre lande i G7-samarbejdet, som holder møde fredag.

G7 omfatter syv af verdens mest indflydelsesrige økonomier; Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, USA og Canada.

/ritzau/dpa

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker