Udland

Boris Johnson går af som partileder og premierminister

Det Konservative Parti ønsker en ny leder og premierminister, erkender Boris Johnson, som derfor går af.

Boris Johnson trækker sig med øjeblikkelig virkning som leder af Det Konservative Parti, men vil forblive britisk premierminister, indtil en ny leder er valgt.

Det siger han torsdag i en tale ved ministerboligen i Downing Street 10 i London.

– Det står klart nu, at parlamentarikerne i Det Konservative Parti ønsker en ny leder af partiet og dermed også en ny premierminister.

– Processen med at vælge den leder begynder nu, siger han.

Han tilføjer, at han vil fortsætte som premierminister, “indtil en ny leder er på plads”.

Det Konservative parti holder partikongres til oktober. Forventningen er, at en ny konservativ leder – og dermed også en ny premierminister – vil være på plads til den tid.

I løbet af sommeren og sensommeren vil kampen om at blive ny konservativ leder foregå. Og det vil afgøre, hvem der til efteråret kan overtage posten som premierminister efter Johnson.

En mere præcis tidsplan for valg af ny konservativ leder vil blive offentliggjort næste uge, oplyser Boris Johnson.

Boris Johnson har været premierminister i Storbritannien siden sommeren 2019. Selv om han undervejs ad flere omgang er blevet udsat for omfattende kritik, har han igen og igen afvist at gå af.

Det afviste han også onsdag, hvor den seneste kritik af ham for alvor var begyndt at tage til.

Johnson siger torsdag, at han har kæmpet så hårdt for at blive på posten, fordi han har følt sig forpligtet til det, fordi han og Det Konservative Parti fik så godt et valg i 2019.

– Jeg følte, at det var mit job og min pligt over for jer at fortsætte, hvad vi lovede i 2019, siger Boris Johnson.

Han siger desuden, at han er ked af at “opgive det bedste job i verden”.

Umiddelbart er nuværende forsvarsminister Ben Wallace favorit til at tage over efter Boris Johnson.

En meningsmåling, som YouGov har foretaget blandt medlemmer af Det Konservative Parti, viser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Ben Wallace står klart bedst blandt formodede kandidater, hvis han går efter posten.

Oppositionspartiet Labour er ikke tilfreds med, at Boris Johnson vil holde fast i premierministerposten de næste måneder.

Hvis ikke de konservative selv får fjernet ham fra posten, vil Labour kræve en tillidsafstemning i parlamentet med det formål at få skiftet premierminister med det samme.

Boris Johnson har torsdag, kort tid før han officielt bekræftede sin afgang, offentliggjort en ny regering. Det har han gjort med det formål at have en fungerende regering, indtil der er fundet en afløser for ham.

Presset på Boris Johnson, som har været premierminister siden sommeren 2019, er steget kraftigt i løbet af de seneste to døgn.

Før Boris Johnson udskiftede hele regeringen, havde mere end 50 ministre og viceministre trukket sig fra den i protest mod Boris Johnson. De havde samtidig opfordret Johnson til at gå af.

Den britiske regering består af premierministeren, som under sig har 20 kabinetministre og 99 viceministre. Dermed består regeringen af i alt 120 ministre.

En lang række af sager har hobet sig op og øget presset på Boris Johnson den seneste tid.

Den seneste i rækken drejer sig om et tidligere parlamentsmedlem Chris Pincher. Han blev tvunget til at gå af efter afsløringer om seksuelle krænkelser.

Tirsdag måtte Boris Johnson undskylde for, at han i februar havde udpeget Pincher til en stilling, hvor han skulle håndhæve partidisciplin.

Det skete, selv om Johnson var blevet orienteret om, at Pincher var anklaget for seksuelle krænkelser.

Også partygate-skandalen, som handler om ulovlige fester holdt i regeringskontorerne, mens landet var underlagt strenge coronaregler, har ført til omfattende kritik af Johnson.

/ritzau/

Back to top button