Udland

Boris Johnson afviser skotsk selvstændighedsafstemning

Det er ikke tid til at vende tilbage til spørgsmålet, som skotterne svarede nej til i 2014, skriver Johnson.

Det er ikke tiden til at genbesøge et spørgsmål, som skotterne for bare otte år siden gav et klart nej til.

Det skriver Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, i et brev til Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon.

Johnson henviser til Nicola Sturgeons plan om at holde en folkeafstemning om, hvorvidt Skotland skal løsrive sig fra Storbritannien og blive selvstændig.

– Mens vores land står over for hidtil usete udfordringer både indenrigs- og udenrigsmæssigt, kan jeg ikke være enig i, at tiden er til at genbesøge et spørgsmål, som fik et klart svar fra det skotske folk i 2014, skriver Johnson i brevet.

Skotterne stemte senest nej til selvstændighed i 2014. Meget vand er dog løbet under broen siden da.

Ikke mindst at hele Storbritannien har løsrevet sig fra EU.

Løsrivelsen har givet Storbritannien alvorlige udfordringer på flere fronter, blandt andet ved import af varer og i spørgsmålet om grænsen mellem Nordirland og Irland.

Da briterne i 2016 gik i stemmeboksen for at stemme om at forlade EU var det med et snævert flertal til ja-siden.

Men ikke i Skotland. Her var der et klart og overvældende flertal for at blive i Storbritannien. 62 procent af de skotske stemmer gik således til at blive i EU.

Det skotske nationalparti, SNP, med Sturgeon i spidsen har sammen med De Grønne flertal for at forlade Storbritannien i det skotske parlament.

55 procent af skotterne stemte i 2014 nej til at forlade Storbritannien, men førsteministerens håb er ifølge BBC, at Storbritanniens halvklodsede EU-exit kan få skotterne på bedre tanker.

Ikke desto mindre peger professor i statskundskab ved Strathclyde Universitet i Glasgow John Curtice over for BBC på, at de seneste meningsmålinger tyder på, at nej-siden stadig har føringen.

Den er dog skrumpet ind til 52 procent mod de 48 procent, som gerne vil forlade Storbritannien. Og det er kun, når man ikke regner de uafklarede med.

Skotland fik i 2014 lov af regeringen i London at holde selvstændighedsafstemning.

Ønsker skotterne at gøre det uden den britiske regerings velsignelse, kræver det det grønne lys fra den britiske højesteret, som skal afgøre, om det falder inden for lovens rammer.

/ritzau/

Back to top button