Udland

Borgmester: Tro ikke på løgne om Kievs belejring

Kievs borgmester blev citeret for at sige, at hans by var omringet - nu kalder han det løgn og misinformation.

Først sagde han, at Ukraines hovedstad er omringet af russiske styrker, der har afskåret vejene ind og ud af byen.

Efterfølgende kalder han oplysningen “løgn” og “misinformation”.

Kievs borgmester, Vitalij Klitsjko, afviser blankt søndag aften, at russerne skulle have taget opstilling hele vejen rundt om hans by.

– Tro ikke på løgne! Stol kun på information fra officielle kilder, skriver han ifølge britiske BBC på beskedtjenesten Telegram.

Tidligere søndag citerede det internationale nyhedsbureau AP ham for at sige, at russiske soldater har blokeret alle veje ind og ud af Kiev.

Dermed ville det ikke være muligt at evakuere indbyggerne, hvis det skulle blive nødvendigt, sagde han ifølge AP.

Her blev han spurgt, om han har en plan for evakuering af Kievs borgere, hvis det lykkes de russiske styrker at indtage hovedstaden.

– Det kan vi ikke gøre, for alle veje er blokeret, svarer han.

– Lige nu er vi omringet, sagde Klitsjko angiveligt til AP.

Efterfølgende såede hans talsmand tvivl om udtalelsen. Klitsjko udtrykte sig forkert, da han gav interview til AP søndag, sagde hans talsperson ifølge netmediet Kyiv Independent.

Det er ikke umiddelbart muligt at få bekræftet, om russiske styrker har omringet Kiev eller ej.

Klitsjko sagde tidligere søndag til Reuters, at der ikke er nogen russiske soldater i selve den ukrainske hovedstad.

Han tilføjede, at byen holder sit forsvar mod Ruslands angreb.

– Vores militær, vores politi og forsvar opdager og neutraliserer fortsat sabotører, skrev han tidligere søndag på beskedtjenesten Telegram med henvisning til russiske soldater.

Borgmesteren sagde videre, at 31 mennesker er blevet dræbt i Kiev, siden de russiske angreb blev indledt torsdag morgen. Af dem var ni civile, inklusiv et barn, siger han. 106 mennesker er såret siden torsdag.

Søndag var Kiev under angreb for tredje dag i træk, skriver Reuters. Lyden af skud, eksplosioner og sirener lyder flere steder i byen.

Dagen inden havde Klitsjko forlænget det udgangsforbud, der er indført i byen. Nu er det forbudt at færdes udendørs mellem klokken 17.00 og 08.00. Tidligere var der udgangsforbud mellem klokken 22.00 og 07.00.

Forbuddet er dels indført af hensyn til borgernes sikkerhed og for at sikre et mere effektivt forsvar af byen, skrev borgmesteren på Twitter.

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, understregede tidligere søndag, at Kiev ikke vil bukke under for det russiske pres.

– Vi vil ikke kapitulere, vi opgiver ikke en eneste tomme af vores territorium, sagde han.

/ritzau/

Back to top button