Udland

Borgere i Kiev advares om gadekampe mod russiske soldater

Et øjenvidne melder lørdag morgen om granatbeskydning i Ukraines hovedstad, Kiev, til Reuters.

Der foregår tilsyneladende voldsomme kampe i Ukraines hovedstad, Kiev, lørdag morgen.

Et øjenvidne melder klokken 06.34 dansk tid om granatbeskydning i hovedstaden. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det kommer kort efter, at myndigheder i Kiev ifølge nyhedsbureauet AP opfordrede borgere til at søge i sikkerhed, da der er udbrudt gadekampe mod russiske soldater i byen.

Indbyggere opfordres til at holde sig fra vinduer og desuden være opmærksom på vildfarne projektiler.

Der er foreløbig ikke meldinger om dræbte.

Kort efter midnat talte den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, til det ukrainske folk.

Han advarede om, at natten til lørdag ville de russiske soldater forsøge at tage hovedstaden.

Og ganske rigtigt lød der bare få timer senere meldinger om, at ukrainske styrker havde afværget et angreb ved en af de store indfaldsveje til Kiev, Peremohy.

Angrebet skulle være fundet sted ved metrostationen Beresteiska. Den ligger ifølge Google Maps cirka 8,7 kilometer fra den ukrainske regeringsbygning i Kiev.

/ritzau/

Back to top button