Udland

Blinken: Ukraine kan uden tvivl vinde over Rusland på sigt

USA's udenrigsminister tager det på ingen måde for givet, at Rusland lykkes med invasionen af Ukraine.

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, er overbevist om, at Ukraine kan vinde den igangværende krig med Rusland.

Det siger han fredag til BBC.

Blinken ønsker ikke at spå om, hvor længe konflikten kommer til at vare, men han insisterer på, at det ikke er garanteret, at Ukraine taber. Noget, der ikke mindst skyldes det ukrainske folks “ekstraordinære ukuelighed”.

– Hvis det er intentionen i Moskva at vælte regeringen og installere dens eget marionetregime, så kommer 45 millioner ukrainere til at afvise det på den ene eller anden måde, siger Blinken.

Adspurgt om, hvorvidt han er overbevist om, at Ukraine kan vinde, svarer udenrigsministeren:

– Som tiden skrider frem, helt sikkert.

– Jeg kan ikke sige dig, hvor lang tid det kommer til at tage. Men at Rusland tror, at det kan tvinge sin vilje ned over 45 millioner mennesker, der kæmper indædt for deres fremtid og deres frihed, det siger en hel del.

Ifølge Blinken står det allerede klart, at krigen indtil videre ikke er gået, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, kunne have tænkt sig.

Hård modstand fra Ukraines hær fortsætter således med at vanskeliggøre den russiske fremmarch på den niende dag af invasionen.

I det sydlige Ukraine har russiske styrker godt nok erobret flere områder langs Sortehavet og omringet havnebyen Marjupol. Men byen er endnu ikke faldet til russerne.

Det samme er tilfældet for Ukraines næststørste by, Kharkiv, som Rusland i over en uge har forsøgt at erobre.

Interviewet med Antony Blinken kommer, efter at han fredag mødtes med alle Nato-landenes udenrigsministre i Bruxelles.

Den amerikanske udenrigsminister understreger over for BBC, at det internationale samfund fortsat vil gøre alt, hvad det kan, for at hjælpe Ukraine.

Vesten vil også fortsætte med at sætte “Rusland under uudholdeligt pres, så den krig, som Putin har startet, kan blive afsluttet”, siger Blinken.

/ritzau/

Back to top button