Sport

Blæst udskyder den sidste alpinkonkurrence ved OL

Det alpine holdløb skulle være afgjort lørdag, men grundet kraftig blæst i Yanqing er det udskudt til søndag.

Det sidste sæt olympiske medalje i alpint skiløb bliver ikke uddelt lørdag som planlagt.

Her skulle holdløbet være afviklet, men grundet kraftig blæst har det været umuligt at gennemføre. Derfor er konkurrencen rykket til søndag.

Det oplyser Det Internationale Skiforbund (FIS).

Planen var ellers, at konkurrencen begynde lørdag ved middagstid i Beijing, og hele konkurrencen skulle afvikles i løbet af de følgende timer.

I stedet er det nu planlagt at afvikle konkurrencen søndag, men alpinisterne skal også krydse fingre for bedre vejr for at undgå endnu en aflysning.

Vejrudsigten lover nemlig mere blæst over Yanqing-området nord for Beijing, hvor alpinkonkurrencerne afvikles under OL.

Da søndag samtidig er sidste konkurrencedag ved vinter-OL, har man ikke haft mulighed for at udskyde holdløbet i flere dage.

Hvis holdløbet ikke kan afvikles søndag, vil det være bare anden gang i vinter-OL’s historie, at en disciplin ikke har kunnet finde sted i løbet af konkurrencen.

Den første var i 1928 til vinter-OL i Sankt Moritz i Schweiz, hvor 10.000-meterløbet i hurtigløb på skøjter blev aflyst.

15 hold sidder nu og håber på, at de kan komme i aktion søndag.

Holdløbet er den amerikanske stjerne Mikaela Shiffrins sidste chance for at rejse fra Beijing med en medalje om halsen.

Hun ankom til Kina som favorit i tre discipliner, men hverken i slalom, storslalom eller kombineret formåede hun at gennemføre sit løb.

I fartdisciplinerne imponerede den 26-årige amerikaner heller ikke. I styrtløb fik hun en 18.-plads, og i super-G endte hun som nummer ni.

/ritzau/

Back to top button