Kultur

Blachmans drengeduo: X Factor gør os tættere

X Factor-gruppen Wela og Garcia deltager i år som Blachmans gruppe. Selvom venskabet til tider bliver udfordret, tror de, programmet gør dem tættere.

Når Wela og Garcia giver den gas på scenen til live-shows i “X Factor”, styrker det deres venskab. Det fortæller de to sangere, der egentlig hedder Mathias Westermann Laursen og Rumle Strunge.

– Jeg tror, at når “X Factor” er slut for os, kommer vi bare til at være venner, som vi var før. Så har vi prøvet det sammen. Jeg tror, det kommer til at gøre os tættere, fortæller Rumle Strunge, der går under kunstnernavnet Garcia.

De to spirende sangtalenter på henholdsvis 18 og 19 år kender hinanden fra folkeskolen og har været bedste venner siden 7. klasse.

I dag går de to venner sammen på Sankt Annæ Gymnasium i Valby. Her slog de også deres folder som børn, hvor de gik på Sankt Annæ Folkeskole. Venneparret har begge været med i Københavns Drengekor.

De er vant til at bruge meget tid sammen. Men under “X Factor” ser de endnu mere til hinanden end normalt. Og det kan til tider være en udfordring, fortæller vennerne.

– Når man bruger 24 timer i døgnet sammen her til “X Factor”, så sker det da, at man får sagt noget, den anden ikke synes er fedt og omvendt. Men vi er gode til at løse det, forsikrer Mathias Westermann Laursen, der bærer kunstnernavnet Wela.

Ifølge venneparret er det rart at have en at støtte sig op ad – både i “X Factor” og til daglig.

– Det bedste ved Rumle er hans ro og hans glæde, fortæller Mathias Westermann Laursen.

– Jeg skulle faktisk til at sige det samme om dig, istemmer Rumle Strunge og tilføjer:

– Jeg føler, det er mig, der er den emotionelle og dig, der hanker op og siger: “Det skal nok gå Rumle, du er god nok”.

“X Factor” sendes på TV 2 hver fredag klokken 20.00.

/ritzau/

Back to top button