Politik

Blå partier afviser at danne regering med Socialdemokratiet

Hverken Venstre eller Konservative vil danne regering med Socialdemokratiet, som statsministeren åbner for.

Hverken Venstre eller Konservative er lokket af at danne en regering sammen med Socialdemokratiet efter et valg.

Det siger de politiske ordførere for de to blå partier.

Til Jyllands-Posten siger statsminister Mette Frederiksen (S), at hun ønsker – og går til valg på – en etpartiregering.

Hun siger dog også, at hun gerne vil “åbne en diskussion af, om man vil kunne lave en regering hen over den politiske midte”.

Den mulighed ser Sophie Løhde, politisk ordfører for Venstre, ikke for sig.

– De sidste tre år med Mette Frederiksen som statsminister har på mange måder været en dyr omgang for Danmark.

– Der mangler hænder alle steder, og næsten alle indkomstgrupper er blevet fattigere af regeringens økonomiske politik. Den grønne omstilling går for langsomt, og danskerne har fået indskrænket deres frihed.

– Derfor har vi brug for en ny, borgerlig regering, og det går Venstre til valg på, så vi kan sikre danskerne mere frihed og flere muligheder, siger Sophie Løhde.

Heller ikke Mette Abildgaard, politisk ordfører for Konservative, er fristet af et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

– Vi Konservative synes, at det klinger noget hult, den melding der kommer fra statsministeren.

– Vi har to fundamentalt forskellige politiske projekter. Lige nu har vi en regering, der øger skatterne og mindsker danskernes frie valg, og vi vil gå den stik modsatte vej.

– Så jeg har meget svært ved at se det for mig, siger Mette Abildgaard.

Mens de blå partier ikke lader sig friste af statsministerens udmelding, så er Radikale Venstre positivt stemt over for den.

Det skal ses i lyset af, at Radikale Venstre tidligere har sagt, at det ikke kan støtte en ny etpartiregering efter et valg.

Mens Radikale Venstre ser udmeldingen som en fremstrakt hånd, så mener Venstres politiske ordfører, at statsministeren forsøger at købe støtte fra SF og Radikale Venstre med en lovning om ministerposter.

– Jeg kan bare sige helt klart, at ingen kan købe Venstre med ministerbiler i et fordækt forsøg på at undslå sig ansvaret for en skandaløs magtudøvelse.

– Det er helt vildt, hvis der er nogen partier, der lader sig købe af på den her måde, siger Sophie Løhde.

Også Alex Vanopslagh, politisk leder for Liberal Alliance, mener, at statsministerens udmelding bærer et stærkt præg af taktik.

– Det er taktik, og det er spin, og det er et forsøg på at fremstå mindre magtfuld, end man reelt set er, siger han til TV 2 News.

/ritzau/

Back to top button