Udland

Biden vil vedtage politireform på årsdag for George Floyd-død

USA's præsident ventes onsdag at udstede et dekret, der skal afhjælpe problem med magtmisbrug hos politiet.

USA’s præsident, Joe Biden, vil onsdag udstede et dekret om at reformere landets politi på føderalt og lokalt plan for at markere toårsdagen for drabet på den sorte amerikaner George Floyd.

Det oplyser en ledende embedsmand i Det Hvide Hus.

Som følge af dekretet vil alle føderale politienheder blive bedt om at revidere deres retningslinjer for brug af magtanvendelse.

Der vil også blive oprettet et nationalt register over føderale og lokale betjente, der er blevet fyret på grund af tjenesteforseelser.

Regeringen vil i tillæg tilbyde støttepuljer, der skal opmuntre politiafdelinger på delstats- og lokalniveau til at forbyde brugen af magtanvendelsesmetoder som kvælertag.

Endeligt vil dekretet også begrænse brugen af såkaldte “no knock entries”. Begrebet dækker over særlige tilfælde, hvor politiet med tilladelse fra en dommer kan få lov til at gå ind i ejendomme, uden at gøre beboerne opmærksomme på det først ved for eksempel at ringe på.

De nye regler vil ramme cirka 100.000 betjente på føderalt niveau. Men Det Hvide Hus håber, at dekretet med tiden kan udvides til at gælde for over 700.000 betjente på delstatsniveau.

George Floyd blev dræbt 25. maj 2020, da en hvid betjent ved navn Derek Chauvin knælede på den sorte amerikaners hals i flere minutter i forbindelse med en anholdelse i storbyen Minneapolis.

Det skete, mens tre andre betjente og flere chokerede tilhørere så til.

Floyd var, da han blev stoppet, mistænkt for at have købt en pakke cigaretter med en falsk 20-dollar-seddel.

Hele seancen blev filmet på video, og de chokerende billeder udløste siden en stor bølge af demonstrationer mod politivold mod sorte i USA.

Derek Chauvin blev sidste år idømt 22,5 års fængsel for drabet på George Floyd. Og i sidste uge erkendte en af de tre andre betjente fra anholdelsen sig skyldig i medvirken til manddrab.

Joe Biden vil ifølge Det Hvide Hus underskrive det nye dekret klokken 16.00 lokal tid ved en ceremoni. Her vil han få følgeskab af George Floyds familie samt en række borgerrettighedsforkæmpere og politifolk.

USA’s præsident har siden sin tiltrædelse i januar 2021 kæmpet for at reformere politiet, men han måtte i september se et større lovforslag kollapse i Kongressen.

Alligevel udtrykker den amerikanske borgerrettighedsbevægelse NAACP optimisme omkring, at onsdag kan blive et vendepunkt i kampen mod politivold mod minoriteter.

– Vi er helt bevidste om, at en præsidentielt dekret ikke kan løse USA’s politikrise på samme måde, som Kongressen kan. Men vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan, siger NAACP-præsident Derrick Johnson.

Han tilføjer, at Bidens dekret om politireform er den bedste måde at ære George Floyds minde på.

/ritzau/Reuters

Back to top button