Udland

Biden: USA forventer snarligt russisk angreb på Kijev

Den amerikanske præsident mener, at præsident Putin har truffet beslutning om invasion af Ukraine.

USA’s præsident, Joe Biden, skruer på et pressemøde fredag aften dansk tid kraftigt op for retorikken i den anspændte situation omkring Ukraine.

– Vi har grund til at tro, at de russiske styrker vil angribe Ukraine inden for de næste dage, siger han.

Formodningen bygger ifølge Biden på “betydelige efterretninger”.

Han siger desuden, at der er tegn på, at Rusland øjner et angreb på den Ukrainske hovedstad, Kijev.

Kijev ligger ved den nordlige del af Dnjepr-floden, godt 100 kilometer fra den hviderussiske grænse. Det er det tætteste sted på hovedstaden, hvor Rusland har soldater udstationeret.

En embedsmand fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, oplyser desuden ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det vurderes, at mellem 40 og 50 procent af de russiske soldater ved Ukraines grænser er i angrebsstilling.

Rusland har ifølge Biden valget mellem krig og diplomati. Skulle præsident Vladimir Putin invadere Ukraine, er en katastrofal krig Putins valg, siger Biden.

Skulle valget falde på diplomati, har Putin chancen 24. februar.

Biden oplyser på pressemødet, at der den dag er arrangeret et møde mellem den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, og hans russiske modstykke, Sergej Lavrov.

Præsidenten understreger fredag aften, at mødet er betinget af, at Rusland ikke invaderer Ukraine i mellemtiden.

Joe Biden taler i Det Hvide Hus, efter at han fredag har talt i telefon med flere ledere fra de øvrige Nato-lande.

– De allierede er fortsat forenet trods Ruslands forsøg på at splitte os, siger han.

Han afviser på pressemødet en række historier om ukrainske aggressioner mod russere i det østlige Ukraine, som misinformation.

/ritzau/

Back to top button