Udland

Biden fornemmer snarlig russisk invasion af Ukraine

Alle USA's informationer tyder på, at Rusland er klar til at angribe Ukraine og vil gøre det, siger Biden.

USA forventer et russisk angreb mod Ukraine i de kommende dage.

Det siger både USA’s præsident, Joe Biden, og udenrigsminister Antony Blinken torsdag.

Antony Blinken siger torsdag, at russiske styrker gør klar til at begynde et angreb “i de kommende dage”.

Ifølge Joe Biden er risikoen for en russisk invasion “meget høj”.

– Min fornemmelse er, at det vil ske i løbet af de næste mange dage.

– Alle indikationer, vi har, viser, at de er klar til at gå ind i Ukraine og angribe Ukraine, siger Biden.

Han tilføjer, at Rusland ikke har rykket styrker væk fra Ukraines grænser, som landet ellers har hævdet.

Den amerikanske præsident påpeger, at det stadig er muligt at finde en diplomatisk løsning på konflikten.

Derfor har han bedt Blinken om at tale i FN’s Sikkerhedsråd torsdag. Det er i forbindelse med sin tale i sikkerhedsrådet, at Blinken siger, at Rusland gør klar til et angreb i “de kommende dage”.

– Jeg er her i dag for at forhindre en krig, ikke for at begynde en krig, siger Blinken.

Ifølge Blinken har USA efterretninger, der viser, at Ukraines hovedstad, Kijev, vil være blandt Ruslands mål ved et angreb.

Han har sendt et brev til Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, hvor han foreslår, at de mødes fysisk næste uge.

Blinken opfordrer samtidig Rusland til klart og tydeligt at meddele, at landet ikke har planer om at invadere Ukraine.

Rusland har flere gange afvist at have sådanne planer. Men det har altså ikke overbevist USA eller øvrige vestlige partnere.

Den amerikanske udenrigsminister opfordrer også Rusland til at trække soldater væk fra Ukraines grænser. Rusland menes at have over 100.000 soldater ved grænserne.

Det er denne militære oprustning, som har fundet sted løbende over de seneste måneder, der har været med til at skabe frygt for en russisk invasion af Ukraine.

I FN’s Sikkerhedsråd svarer Sergej Versjinin, Ruslands viceudenrigsminister, på Blinkens udtalelser. Versjinin kalder påstandene om, at Rusland vil invadere Ukraine for “ubegrundede”.

Han tilføjer, at Rusland er i gang med at trække soldater tilbage fra grænserne efter militære øvelser.

/ritzau/Reuters

 

 

 

 

 

Back to top button