Sport

BBC lægger VM-ceremoni på is og diskuterer rettigheder i Qatar

VM-åbning blev vist på BBC's onlinetjenester, men ikke på hovedkanalen, som viste diskussion med værter.

Det britiske medie BBC’s hovedkanal, BBC One, ignorerede søndag åbningsceremonien ved VM i Qatar.

Det skriver flere internationale medier.

I stedet for åbningsceremonien viste BBC på hovedkanalen en diskussion mellem de tre værter og ekspertkommentatorer Gary Lineker, Alex Scott og Alan Shearer.

De fandt både anledning til at tale om menneskerettigheder og anklager om korruption i Fifa.

– Det her er det mest kontroversielle VM i historien, og der er ikke engang blevet sparket til en bold, sagde Gary Lineker, som er tidligere kaptajn for det engelske landshold, ifølge det britiske medie The Guardian.

VM-værten Qatar har været udsat for kritik på en række punkter. Det gælder blandt andet migrantarbejderes forhold, tildelingen af slutrunden samt homoseksuelles rettigheder.

BBC har forklaret prioriteringen i dækningen til mediet Al Jazeera, der beskriver sig selv som en “uafhængig nyhedsorganisation delvist finansieret af Qatars regering”.

Det britiske medie meddeler, at hvis man ville se åbningsceremonien, kunne man i stedet søge mod BBC’s online-kanaler, heriblandt iPlayer, Red Button og mediets sportshjemmeside.

– En fuld optakt og dækning af VM har været tilgængelig på tværs af BBC, heriblandt åbningsceremonien på iPlayer, siger en BBC-talsmand til Al Jazeera.

Imens skriver BBC-værten Gary Lineker på Twitter, at prioriteringen også skyldtes, at Qatar havde ændret tidspunkt for åbningsceremonien.

Ifølge Al Jazeera blev den rykket en dag frem for over tre måneder siden.

The Guardians medieredaktør, Jim Waterson, beskriver forskellene på dækningen hos BBC og Al Jazeera således:

– Mens BBC igen og igen satte fokus på migrantarbejderes dødsfald, viste Al Jazeera en gruppe af bygningsarbejdere, som mødte det engelske hold, mens en oplæser sagde: “Havde det ikke været for det smukke spil, så havde disse to grupper af mænd – med deres forskellige sprog og baggrund – måske aldrig mødt hinanden”.

På banen var der imidlertid ikke megen spænding, da fodbold-VM blev åbnet.

Værtslandet tog imod Ecuador, og Ecuador kørte rundt med Qatar, men vandt blot med de beskedne cifre 2-0.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker